DF kræver strammere udlændingeaftale

Dansk Folkeparti forlanger nye stramninger, så det bliver vanskeligere at opnå familiesammenføring i Danmark. Samtidig kræver partiet, at jagten på fupægteskaber skærpes, og at familiesammenførte skriver under på, at de bakker op om demokratiet og det danske samfund. Det skriver Politiken.

Det er kun et år siden at regeringen og støttepartiet indgik en aftale, der skulle værne mod EU's regler for familiesammenføringer. Men det er ikke tilstrækkeligt, mener Dansk Folkeparti, som er bekymret over de seneste seks måneders stigning i familiesammenføringerne.

272 personer har i årets første seks måneder opnået familiesammenføring efter EU-reglerne. Det er en fordobling i forhold til hele 2008.

- Og selv om 400-500 personer i år ikke når op på de højder, som vi havde frygtet, er det for mange, fastslår DF's næstformand Peter Skaarup.

Dansk Folkeparti gør det samtidig klart for regeringen, at der ikke bliver forhandlet finanslov, før partiets krav er imødekommet.

Det har ifølge Politiken hverken været muligt at få en kommentar fra integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) eller finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).

Venstres politiske ordfører, Peter Christensen, opfordrer dog Dansk Folkeparti til at skille tingene ad.

- Der er krise, så lad os fokusere på den frem for at blande udlændingepolitikken ind i finanslovforhandlingerne, siger han til Politiken.

/ritzau/

Dansk Folkeparti vil ikke deltage i finanslovforhandlingerne, hvis udlændingepolitikken ikke strammes. Partiet kræver bl.a. færre familiesammenføringer.

Offentliggjort Sidst opdateret