Meget tyder nu på, at et nyt omstridt supersygehus i Midtjylland kan blive flyttet 16 kilometer fra Gødstrup ved Herning til Aulum. Dansk Folkeparti stiller nemlig krav om en flytning ved finanslovforhandlingerne. Og en flytning møder umiddelbart ikke modstand fra regeringen.
- Et supersygehus i Aulum vil tjene borgerne i Holstebro og den nordvestlige del af Region Midtjylland langt bedre end det forslag, der ligger nu. De vil spare vigtige minutter, siger Dansk Folkepartis gruppeformand Kristian Thulesen Dahl til DR Nyheder.
Regeringen har lovet Dansk Folkeparti indflydelse på, hvor i yderområderne, der fortsat skal være skadestuer. Partiet truer med at kræve en skadestue i Holstebro, hvis ikke regeringen under finanslovforhandlingerne går med til at flytte supersygehuset.
Ifølge Thulesen Dahl er spørgsmålet om sygehuset en af de ting, som er meget afgørende for, om der kan laves en finanslovaftale.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) vil ikke kommentere Dansk Folkepartis krav.
Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) siger, at det var Region Midtjylland, som placerede det nye sygehus i Gødstrup. For ham er det vigtigt, at sygehusene "bliver samlet på så få matrikler som muligt, fordi det er forudsætningen for den fornødne kvalitet".
Formanden for Region Midtjylland, Bent Hansen (S), er irriteret over det nye politiske spil om sygehusplaceringen;
- Det er jo regionsrådet, som med store vanskeligheder og med store undersøgelser har fundet ud af, hvor det nye sygehus skal placeres. Og derfor er det lidt specielt at følge den proces, siger Bent Hansen.
Det nye sygehus vil koste omkring 3,5 milliarder kroner.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker