DF kritiserer regering for at lægge ord i munden på Brostrøm
Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, fik fra Sundhedsministeriet ordre om at lægge faglighed til side.
Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, er ikke imod den nedlukning af samfundet, som regeringen besluttede for at dæmme op for smitten med coronavirus.
Hun er heller ikke modstander af, at regeringen handlede ud fra et forsigtighedsprincip og gik længere, end sundhedsmyndighederne anbefalede.
Men at Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, efter nedlukningen i en mail blev bedt om lægge sin faglighed til side af Sundhedsministeriets departementschef er stærkt kritisabelt.
- Det handler ikke om Covid-19 (sygdommen forårsaget af coronavirus, red.). Det handler om, at man har fået en embedsmand til at sige noget bestemt, siger Liselott Blixt.
- Vi har hele tiden været med på, at det godt kan være, at man går et skridt for langt for at være sikker. Men at man har sagt til myndigheder, hvad de skal lægge ind i beregning, og det synes jeg er kritisk.
To dage før mailen blev sendt, var der blevet vedtaget en hasteændring af epidemiloven.
Den medførte, at Sundhedsstyrelsen fik frataget sin rolle som den myndighed, der vurderer det fagligt forsvarlige og rimelige i at skride til tvangsindgreb for at begrænse coronasmitten.
Ændringen af epidemiloven blev stemt igennem af et enigt Folketing. Så har Dansk Folkeparti ikke også ansvar for, at Sundhedsstyrelsen er blevet trumfet i coronahåndteringen?
- På det tidspunkt hvor hasteloven blev lavet, var vi i en presset situation, og der skulle vi set i bagklogskabens lys have sagt, at vi ville vente en dag mere, til vi fik svar på vores spørgsmål, siger Liselott Blixt.
Hun vil ikke fremover "bare gå ind og give nye ministerbeføjelser og sende magten til en minister", siger hun.
Spørgsmål: Men I kunne vel have afvist at stemme?
- Ja, det kunne vi. Men vi fik at vide, at der ville være flere mennesker, som ville blive smittet og flere ville dø. Det var det, vi havde hængende over hovedet.
- Vi er ikke ufejlbarlige. Vi har måske ikke altid stillet de rigtige spørgsmål omkring det, der så bliver gravet frem nu.
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker