DF: Kun danske statsborgere i ghettoer

Dansk Folkeparti har ikke meget til overs for de idéer, som S og SF lægger frem i et nyt ghettoudspil.

De to partier foreslår blandt andet, at studerende skal modtage undervisning i ghettoområder som Mjølnerparken og Vollsmose, der også skal lægge lokaler til offentligt ansattes møder og driftige iværksættere.

Dansk Folkepartis socialordfører Martin Henriksen vil løse ghettoproblemer med en hårdere hånd.

- Hvis man vil flytte ind i et ghettoområde, skal man være i arbejde eller i uddannelse og være dansk statsborger. På den måde vil man sende et klart signal om, at man ønsker en anden beboersammensætning. Hvis man bor i en ghetto, skal det også være vanskeligere at blive familiesammenført til Danmark.

Spørgsmål: Risikerer man så ikke, at der kommer en masse tomme lejligheder, hvis man ikke kan finde nogen, der vil flytte ind?

- Jo, det kan man risikere. Det er en pris, man er nødt til at betale, at man i en kortere eller længere periode har tomme lejligheder. Vi kan godt få lejlighederne fyldt op, men så vi får dem fyldt op med folk, der ikke nedbryder ghettoen og parallelsamfundene, men fastholder dem, siger Martin Henriksen.

Han ser heller ikke videre perspektiv i at forsøge at lokke erhverv og iværksættere til ghettoområder.

- Det med erhverv kan da være ok, men hvis det bare bliver en ny kiosk, hvor indehaveren har ikke-vestlig baggrund, er det ikke med til at nedbryde ghettoen, siger han.

/ritzau/

Dansk Folkeparti vil kun lade danske statsborgere flytte ind i ghettoområder. Beboere i ghettoer skal også have sværere ved at få familiesammenføring.

Offentliggjort Sidst opdateret