DF: Latterligt at give fredspris til Obama

Dansk Folkeparti langer hårdt ud efter Nobelkomitéen, efter det er kommet frem, at USA's præsident, Barack Obama, bliver tildelt Nobels fredspris.

DF's udenrigsordfører kalder det både latterligt, uværdigt og begyndelsen til enden for respekten for det norske stortings Nobelkomité, når en person, der kun har været præsident i få måneder kan blive tildelt den fornemme pris.

- Det er rent pjat. Nobels fredspris skal gives til én, som har gjort en livslang indsats for fred og fordragelighed og gjort en indsats for menneskeheden. Den skal ikke gives til én, der bare springer ind i et præsidentembede og holder en tale. Jeg synes ikke, det er værdigt, siger Søren Espersen.

Han mener, at Obama mest af alt får prisen for at give ham en indenrigspolitisk håndsrækning.

- Jeg forstår det simpelthen ikke, og det tror jeg ikke, at der er nogen mennesker, der gør. Jeg kan kun se det, som Norges Stortings forsøg på at hjælpe ham på hjemmefronten, hvor han er i alvorlige problemer. Men det her er jo latterligt, siger han.

Dansk Folkeparti støtter udsendelsen af danske soldater til Afghanistan, men Espersen mener ikke, at man kan få Nobels fredspris, hvis man sender kampsoldater i krig. Han mener, der var mere fornuft over uddelingen af prisen til blandt andre Mother Teresa og Dalai Lama.

- Jeg tror, det er begyndelsen til enden for respekten for Nobels fredspris. Det begyndte med, at Yasser Arafat fik prisen. Jeg er i den grad forbløffet. Manden har lige sendt 22.000 nye kamptropper til Afghanistan for at smadre Taliban og er parat til at sende 40.000 yderligere af sted sandsynligvis i løbet af et halvt års tid. Det virker ikke særligt fredeligt på mig, siger Søren Espersen.

/ritzau/

Man kan ikke både sende kamptropper til Afghanistan og få Nobels fredspris, mener DF's Søren Espersen. Obama er langt fra berettiget til prisen, mener han.

Offentliggjort Sidst opdateret