DF måber over socialdemokratisk burkadans

Dansk Folkeparti er nu det eneste parti i Folketinget, der går ind for et burkaforbud. Først trak De Konservatives partileder Lene Espersen støtten til partiets eget forslag, og nu har Socialdemokraterne også meldt ud, at de ikke kan stemme for et forbud, fordi det vil stride mod grundloven.

Dermed er der lange udsigter til et forbud i Danmark, og det skuffer Dansk Folkepartis Martin Henriksen.

- Det er sådan noget, der får vælgerne til at væmmes ved politik. S og K har forsøgt at foregøgle danskerne, at de står fast i værdi- og kulturdebatten. Virkeligheden er imidlertid, at de ikke aner, hvad de skal stille op med hverken moskéer, tørklæder eller burkaer. Folketinget kan naturligvis på forskellig vis gribe ind over for islamiseringen af samfundet, og vi agter selvsagt at gøre det inden for rammerne af grundloven, siger Martin Henriksen i en kommentar.

I stedet for et forbud vil Socialdemokraterne fremsætte forslag om en ændring af straffeloven, der gør det strafbart at tvinge andre til at bære religiøs påklædning.

/ritzau/

Først ville S forbyde burkaer. Men nu mener partiet, at et forbud strider mod grundloven. Dansk Folkeparti dybt skuffet over S og K's meldinger i burkasagen.

Offentliggjort Sidst opdateret