Dansk Folkeparti fremhæver igen, at der skal strammes på udlændingepolitikken i forbindelse med forhandlingerne om finansloven.
Det gjorde partiet klart, da partiets top tirsdag formiddag gik ind til møde med regeringen i, hvad der kan blive den sidste uge af forhandlingerne om statens husholdningsbudget.
Partileder Pia Kjærsgaard siger, at forhandlingerne i år er sværere på grund af den økonomiske situation.
- Det drejer sig om at få tingene bedre balanceret, og at vi kommer igennem med noget på udlændingepolitik, så vi også kan forbedre velfærden. De to ting hænger helt klart sammen for Dansk Folkeparti, siger hun.
- Der skal nok blive knaster undervejs. Det er jeg ikke i tvivl om. Sagen er mere vanskelig i år end før. Det siger sig selv, når vi har været igennem en finanskrise og skal have genopretningsplanen på plads, siger hun.
Næstformand Peter Skaarup peger på børnechecken, som for eksempel polakker kan få sendt til Polen efter kort tids arbejde i Danmark.
- Det sætter vores velfærdssamfund under pres, siger han.
Partiet ønsker et optjeningsprincip for udlændinge, inden de får sociale ydelser i Danmark.
- Det er vigtigt, at dem, der nyder godt af velfærdssamfundet på den ene side, også betaler ind til det på den anden side, siger Skaarup.
Regeringen med Venstre og De Konservative aftaler normalt den overordnede del af finansloven med sit støtteparti, Dansk Folkeparti.
Senere tirsdag skal Liberal Alliance og Kristendemokraternes ene repræsentant til møde med regeringen i Finansministeriet.
Socialdemokraterne og SF følte sig sat uden for døren i forhandlingerne allerede efter en times møde med finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) i begyndelsen af oktober.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde