DF: Moderat vækst er bedre end 00'ernes vilde vækst
Hverken Dansk Folkeparti eller Socialdemokratiet giver regeringen ret i, at det nye konvergensprogram viser behov for arbejdsudbudsreformer. Arkivfoto. Foto: /ritzau/Jens Dresling
/ritzau/Jens Dresling
Det nye konvergensprogram viser ikke behov for højere pensionsalder, som regeringen siger, mener DF og S.
Danmark har i år en moderat vækst på 1,5 procent. Næste år ventes en vækst på 1,7 procent. Men vi skulle gerne op over 2,0 procent, mener regeringen.
Derfor er der behov for reformer, der får folk til at blive længere på arbejdsmarkedet og arbejde mere.
Det pointerer økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA), der fredag har sendt regeringens konvergensprogram til EU.
Det er en oversigt over Danmarks økonomiske udvikling, en slags selvangivelse til Bruxelles.
Men spørgsmålet er, om vi ikke skal være fint tilfredse med "den moderate vækst på 1,5 procent", siger finansordfører René Christensen fra støttepartiet Dansk Folkeparti.
- Spørgsmålet er jo, om det er vigtigt at komme op på to procent vækst, siger han.
- Da vi havde høje vækstrater i 00'erne, havde vi jo et overophedet marked. Tømmermændene blev store. Så spørgsmålet er, om en moderat vækst ikke er det mest fornuftige.
Hverken DF eller Socialdemokratiet giver Simon Emil Ammitzbøll ret i, at det nye konvergensprogram viser behov for arbejdsudbudsreformer. Tværtimod, siger finansordfører Benny Engelbrecht (S):
- Jeg mener, at konvergensprogrammet bekræfter, at der ikke er en brændende platform i dansk økonomi for at hæve arbejdsudbuddet ved eksempelvis at bede folk om at gå senere på pension.
- Konvergensprogrammet viser en lille forbedring af dansk økonomi - råderummet er blevet en lille smule større, nemlig 2,5 milliarder kroner, i 2025, siger han.
- Så det taler jo på ingen som helst måde for, at der er brug for arbejdsudbudsreformer. Tværtimod, mener Benny Engelbrecht (S).
Simon Emil Ammitzbøll advarer mod risikoen for, at der opstår mangel på arbejdskraft i de kommende år. Men det vil en højere pensionsalder ikke hjælpe på, mener Benny Engelbrecht:
- Det virker ikke på den korte bane at hæve pensionsalderen - det ville virke på den lange bane, siger han.
DF vil gerne være med til at se på, hvordan man får seniorerne til at blive længere på jobbet. Men det skal være ad frivillighedens vej, betoner René Christensen.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde