DF: Nødhjælp til terrorbevægelser som IS skal straffes
Det skal være muligt at straffe personer, der udfører humanitært arbejde til gavn for Islamisk Stat, mener DF.
Det skal være muligt at straffe personer, der deltager i "såkaldt humanitært arbejde", hvis arbejdet kommer terrororganisationer som Islamisk Stat til gode.
Sådan lyder meldingen fra Dansk Folkeparti (DF), der efter norsk forbillede vil tilføje en paragraf til den danske terrorlovgivning. Det skriver Berlingske fredag.
Mere specifikt skal det ifølge DF være muligt at straffe nødhjælpsarbejdere, der rejser til eksempelvis Irak eller Syrien og alene yder nødhjælp som uddeling af mad og tøj eller lægehjælp, der gavner en terrorbevægelse som Islamisk Stat.
- Det er i dag muligt at bruge humanitært arbejde som skalkeskjul for at støtte radikale islamistiske terrorgrupper. Det skal ikke være muligt, siger DF's retsordfører, Peter Skaarup, til Berlingske.
Med forslaget vil DF ifølge avisen gøre det nemmere for anklagemyndigheden at rejse sager mod Syrien-krigere, der under dække af at være nødhjælpsarbejdere kæmper under Islamisk Stats sorte fane.
Peter Skaarup tror ifølge Berlingske, at forslaget, hvis det bliver indført, er et vigtigt skridt mod at afskrække andre fra at tage af sted.
- Hvis vi gør det klart for alle, at det er ulovligt, vil det være med til at afskrække personer, som måske tager af sted med gode intentioner om at hjælpe uskyldige.
- Vi skal undgå, at de havner i en situation, som de ikke kan overskue konsekvenserne af, og ender med at komme til at udføre strafbare handlinger, siger han til Berlingske.
I regeringspartiet Venstre anerkender politisk ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, ifølge Berlingske, at der er en udfordring med Syrien-krigere, som dækker sig under at være nødhjælpsarbejdere.
Men som udgangspunkt vil regeringen ikke straffe nødhjælpsarbejdere, lyder det ifølge Berlingske fra den politiske ordfører.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde