DF: Ny Alliance må vælge side

Ny Alliance må vælge. Partileder Naser Khader kan ikke både pege på Anders Fogh Rasmussen som statsministerkandidat og kræve en dronningerunde efter valget. Det siger Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, til Ritzau.
 
- Khader og Ny Alliance spiller dobbeltspil. Det er fuldstændig usikkert, hvad de vil. Man kan ikke på den ene side sige, at Anders Fogh Rasmussen er statsministerkandidat og sige, at man vil have en dronningerunde. Enten det ene eller det andet. En dronningerunde betyder, at Anders Fogh skal gå af, siger Pia Kjærsgaard.
 
Hun efterlyser, hvem Ny Alliance ønsker som statsminister.
 
- Hvis de peger på Anders Fogh Rasmussen, er det, fordi der er flertal for ham som statsminister. Hvis de siger, at der skal være en dronningerunde, så er det, fordi Ny Alliance ikke vil udgøre det flertal, siger hun. /ritzau/




Naser Khader må vælge, om Ny Alliance ønsker Fogh som statsminister eller kræver en dronningerunde, siger Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard.

Offentliggjort Sidst opdateret