DF og minister tilfredse med bankpakke

Der er bred tilfredshed blandt forligspartierne bag den nye bankpakke, bankpakke III, der skal afløse bankpakke I, når denne udløber den 30. september.

- Vi har lavet en ny bankpakke, som sikrer almindelige menneskers indestående i bankerne. Der er altså ingen risiko for, hvis en bank går ned, at man så mister sine penge, siger økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) til TV2 News og tilføjer:

- Det vigtigste er at understrege, at staten finansierer ikke det her med en eneste krone eller en eneste euro. Det er bankerne selv, der finansierer ro og stabilitet på bankområdet for helt almindelige mennesker og for virksomheder.

Med den nye bankpakke gør forligspartierne op med bankernes og bankkundernes nuværende statsgaranti og erstatter den med en såkaldt indskydergaranti på 750.000 kroner per kunde.

Dansk Folkepartis finansordfører, Kristian Thulesen Dahl, er også tilfreds med modellen, "hvor det er banksektoren selv, der skal betale regningen og rydde op, hvis et pengeinstitut går ned".

- Det skulle meget gerne gøre, at bankerne får en interesse i at hjælpe hinanden og rydde op i pengeinstitutsektoren, inden et pengeinstitut bliver nødlidende, siger han til Ritzau.

Og så De Radikale og Socialdemokraterne er tilfredse med aftalen.

/ritzau/

Både økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) og DF's finansordfører, Kristian Thulesen Dahl, er glade for ny bankpakke.

Offentliggjort Sidst opdateret