Dansk Folkeparti går til hårdt angreb på folketingspolitikeren Hüseyin Arac (S), som står bag det omstridte ramadan-møde i Folketinget, der nu har fået grønt lys.
Arrangementet ændrer nemlig navn fra "ramadanmiddag" til "ramadan-reception og debataften", selvom indholdet ifølge den socialdemokratiske initiativtager forbliver det samme.
Det får DF-politikeren Søren Espersen til at fare op af stolen og gå i offensiven mod sin folketingskollega.
- Han siger blankt og åbent, at arrangementet er fuldstændigt det samme som før. Det er et ikke et folketingsmedlem værdigt. Sådan noget uærligt fup-snak bryder jeg mig simpelthen ikke om, lyder det.
- Han indrømmer, at han faktisk kører med præcist det samme arrangement som før. Og så kalder han det noget andet for at snyde Folketingets administration. Det er ikke ordentligt af et folketingsmedlem at gøre sådan, tilføjer Søren Espersen.
Ramadan-receptionen, der finder sted 22. august i Folketingets Fællessal, afsluttes med en let anretning efter solnedgang.
Dermed er der ikke tale om en egentlig "middag", forklarer Hüseyin Arac, som opfordrer til "dialog og venskab" med det åbne ramadan-møde, der vil byde på oplæg om integration og forholdene i Mellemøsten.
Den udlægning af teksten giver Søren Espersen ikke en døjt for.
- Det undrer mig, at han vil synke så lavt. I mine øjne er det det rene og skære fup og svindel. Hvis han vil nedlade sig til at være en svindler og en snyder, så er det ham, der har et kæmpestort integritetsproblem.
- Hvis han vil være det bekendt, så siger jeg velbekomme, tilføjer DF'eren.
Det omstridte ramadan-arrangement løb ind i problemer med papirarbejdet, da Folketingets Administration i første omgang meddelte, at der manglede afgørende oplysninger for, at mødet kunne blive afholdt.
Efter at have modtaget en ny ansøgning har Folketinget nu godkendt sammenkomsten, oplyser Hüseyin Arac.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker