DF ønsker taxachauffører i uniform

Dansk Folkeparti fremsætter nu et forslag, der skal hæve serviceniveauet blandt taxachauffører. Trafikordfører Kim Christiansen vil både stramme op på uddannelse af chauffører og tvinge chauffører til at bære uniform.

- Det indikerer over for mig, at her er en chauffør, der er i stand til at udføre sit arbejde, siger Kim Christiansen om uniformen.

Folketingsmedlemmet fra Dansk Folkeparti oplever både på sin egen krop og fra borgerhenvendelser, at der er problemer med servicen i hyrevognene.

- Der er i stigende grad for mange ubehøvlede chauffører, der ikke har fattet, det er et serviceerhverv. Det drejer sig om at yde en service over for de kunder, der kommer ind i vognen, siger Kim Christiansen.

- Så skal man ikke sidde og tale privat, mens der er kunder i vognen. Man skal heller ikke køre forbi 7-Eleven og købe en pose mikroovnsmad og side og æde det i bilen. Det er jo ikke sikkert, jeg bryder mig om lugten af kylling i karry, siger Kim Christiansen og peger på en bedre uddannelse som løsning.

- Jeg mener helt klart, der er behov for en opstramning af uddannelsen af chauffører, siger Kim Christiansen.

Han ser også et stigende problem med enlige kvindelige kunder, der blive generet med sjofle bemærkning eller opfordres til at betale med sex.

- Der bliver også klaget over, at enlige unge kvinder bliver stillet spørgsmål om deres seksuelle vaner, mener Kim Christiansen.

Ud over et erhvervskørekort kræver et førerkort til taxa i dag et kursus på 70 timer. Er der mangel på chauffører, kan der gives dispension i op til tre måneder.

Dansk Folkepartis syn på taxachauffører bliver mødt med forundring hos Dansk Taxi Råd, der er en landsdækkende brancheforening for taxavognmænd.

- Jeg er forbavset over, at Dansk Folkeparti kan have det indtryk. Det er kort tid siden, at Transportministeriet lavede en forbrugerundersøgelse, der generelt giver et godt billede i forhold til service, biler og ventetider. Så jeg vil umiddelbart sige, at Dansk Folkepartis indtryk beror på formodninger og enkeltstående oplever, siger direktør Trine Wollenberg.

/ritzau/

Dansk Folkeparti mener, at servicen falder blandt taxachauffører. Partiet vil blandt andet have chauffører i uniform.

Offentliggjort Sidst opdateret