Dansk Folkeparti er et demokratisk parti, der går stærkt imod vold som politisk middel. Derfor er det uanstændigt, hvis journalister eller politiske modstandere forsøger at kæde partiet sammen med den norske attentatmand Anders Breivik.
Det siger Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, som repræsenterer partiet i Folketingets politiske ledelse, præsidiet.
- Han er modstander af indvandring og EU og har nogle af de samme idéer, som vi har. Så bliver han terrorist, og så skal vi involveres i det. Det er uanstændigt. Det er uhyrligt, at vi skal ændre noget i vores retorik eller fremgangsmåde, siger Søren Espersen.
Efter fredagens attentat i Oslo kom det frem, at Anders Breivik har nævnt Dansk Folkepartis EU-parlamentariker Morten Messerschmidt i sit 1500 sider lange såkaldte manifest.
Søren Espersen understreger, at Dansk Folkepartis politiske modstandere først krævede en anden tone i debatten, da unge islamister blev ekstremister. Nu skal partiet dæmpe sig, fordi en terrorist har dræbt mange mennesker i Oslo, påpeger han.
- Det er det rene galimatias. Vi vil ikke acceptere det. Vi har ikke moralske kvababbelser over det, vi siger eller gør. Vort parti hviler fuldstændig på demokratiets spilleregler. Vi har intet at være flove over eller noget at skjule, siger Søren Espersen og tilføjer:
- Vores skillelinje går mellem demokratiske midler og vold. Det bør være skillelinjen i politik, mere end en højre-venstre skala. Blekingegade-banden har de samme politiske opfattelser som SF. Det gør jo ikke Villy Søvndal til morder, siger Søren Espersen.
Demokratiske partier som DF bruger kun det talte og skrevne ord som våben og virker på folkestyrets grundlag. Derimod virker terrorbevægelser ved vold og angst, påpeger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker