DF-politiker: Min datter stod bag falsk facebookprofil
Dorte Ullemose (DF) oplyser til Fyens.dk, at hendes voksne datter står bag en falsk facebookprofil. Foto: Scanpix/Thomas Lekfeldt
Scanpix/Thomas Lekfeldt
Folketingspolitiker Dorthe Ullemose (DF) er flere gange blevet bakket op af en falsk profil på Facebook.
En falsk facebookprofil har flere gange blandet sig i debatter og taget folketingspolitiker Dorte Ullemoses (DF) parti.
Men i en mail til Fyns Amts Avis oplyser politikeren, der også er medlem af byrådet i Svendborg, at det er hendes voksne datter, der står bag.
Det skriver Fyens.dk.
Profilen var oprettet under navnet "Tom Jensen".
Den fiktive mand har bakket Ullemose op i debatter på både Facebook og i kommentarsporerne på Fyens.dk. Det viser blandt andet flere billeder, som avisen har gemt.
Politikeren har tidligere afvist, at hun kender til en "Tom Jensen" og spurgt til, hvorvidt hun selv stod bag, svarede hun "ingen kommentarer".
Men fredag eftermiddag modtog avisen en mail om, at det var hendes voksne datter, der havde oprettet den falske profil
- Det gør naturligvis ondt på dem, når de læser alle de grimme ting, der bliver skrevet om deres mor på Facebook, i aviserne og på de sociale medier.
- Derfor har min datter oprettet den omtalte facebookprofil for at forsvare mig, når folk taler grimt om mig. Det er selvfølgelig ikke i orden, og derfor er den også nu slettet, skriver Dorthe Ullemose i mailen.
Facebook har ifølge avisen bekræftet, at profilen var falsk, og at den ikke findes længere.
Lokalformanden for DF's afdeling i Svendborg, Jakob Broegaard, oplyser til Ritzau, at han foreløbigt ikke har nogen kommentarer.
Og lørdag eftermiddag har det endnu ikke været muligt at komme i kontakt med Ullemose selv.
I en skriftlig kommentar siger organisationskonsulent i DF Steen Thomsen, at det er en kedelig sag.
Han noterer sig, at profilen nu er blevet slettet, og at der dermed ser ud til at være sat punktum i den sag. Derudover har han ingen kommentarer.
Ifølge DF's pressetjeneste har hverken gruppeformand Peter Skaarup eller partiformand Kristian Thulesen Dahl nogen kommentarer til sagen.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet