DF revsers på Facebook efter sparepakke

Dansk Folkeparti udfordrer sine vælgere ved at lægge ryg til regeringens genopretningspakke med korte dagpengeperiode og færre børnepenge.

Og selv om det endelige resultat rammer færre udsatte grupper på pengepungen end oprindeligt planlagt, så har aftalen fra tirsdag givet livlig trafik på partiets Facebook-profil.

- Jeg har stemt DF, siden jeg var 18, men det er slut, skriver eksempelvis en kvinde, som påpeger at aftalen koster hende 1666 kroner om måneden.

En nordjyde henviser til den jobmæssigt svære situation i Nordjylland og udsigten til at se dagpengene afløst af kontanthjælp.

- De har også mistet min stemme, skriver han.

En tredje skriver:

- Jeg har været medlem af Dansk Folkeparti i flere år, og har med glæde betalt mit medlemskab hvert år. Men det er slut nu, har lige meldt mig ud og stemmer heller ikke DF mere. Det, de har lavet det sidste døgn, havde jeg aldrig troet, DF ville kunne finde på.

Siden pakken blev præsenteret, har omkring 40 medlemmer af DF's Facebook-gruppe været forbi og give deres mening til kende. Og langt de fleste indlæg er kritiske.

- Hvor er jeg skuffet over DF, her troede man, at de var det mest loyale parti og så går de med på sådan en spareplan. I skulle skamme jer DF. Min stemme? Den er nok tabt på gulvet, skriver en fjerde.

Der er dog også indlæg imellem, som går den modsatte vej.

- Er der nogen, som har et bedre bud end det, som regeringen og DF er nået frem til, som kan fremskaffe den besparelse på 24 mia.? Uden det går ud over nogen? Selv har jeg svært ved at komme på noget bedre, skriver en.

Og en anden fortsætter:

- Jeg synes ikke om planen, men kan godt se nødvendigheden af den. Og har bestemt ingen planer om at melde mig ud af DF! Det er lidt ærgerligt, hvis DF skal miste stemmer på denne pest- eller kolerasituation.

/ritzau/

Langt flertallet af indlæggene på Dansk Folkepartis Facebook-profil er kritiske overfor regeringen og DF's genopretningspakke. Enkelte erklærer sig dog enige.

Offentliggjort Sidst opdateret