DF: Rød regering kan beskære børnechecken

Regeringen kan for eksempel skaffe 600 millioner kroner ekstra til fattige ældre danskere, hvis den vil rundbarbere børnechecken for landets rigeste.

Sådan siger Dansk Folkepartis finansordfører, Kristian Thulesen Dahl.

- Det er meget positivt, at regeringspartierne er kommet med på det hold, der vil indtægtsregulere børnechecken. Det har i mange år været et mysterium, at vi betaler de mest velstillede for at have børn. Pengene kan bruges meget bedre, siger han.

Dansk Folkeparti vil aftrappe børnechecken for danskere med en husstandsindkomst på 1,2 millioner kroner, så børnechecken er væk ved en husstandsindkomst på 1,45 millioner kroner.

Det fremgår af det ændringsforslag, som partiet har fremsat til regeringens finanslovforslag, der skal vedtages ved tredjebehandlingen den 19.-20. januar i Folketinget.

De Radikales leder, økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager, har åbnet debatten sammen med SF's formand, udenrigsminister Villy Søvndal. De støttes af De Konservatives leder, Lars Barfoed, og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

Dansk Folkepartis finansordfører glæder sig til at se, om regeringen vil aftrappe børnechecken for de rigeste.

- Vi får lejlighed til at teste, om regeringen og andre partier, som er positive, støtter forslaget, når det kommer til afstemning i næste uge, siger Kristian Thulesen Dahl.

SF har før foreslået at aftrappe børnechecken fra en husstandsindkomst på 600.000 kroner og fjerne checken ved en indkomst på én million kroner, påpeger han.

- Det bliver en test af, om de vil sikre, at de allermest velhavende ikke længere får børnecheck. Hvis man ikke er med på dette forslag, så er man det nok heller ikke, når det rammer ved en lavere indkomst, siger Kristian Thulesen Dahl.

/ritzau/

Regeringen kan spare 600 millioner på at fjerne børnechecken fra de rigeste, siger DF's Kristian Thulesen Dahl

Offentliggjort Sidst opdateret