DF: S bryder forlig om familiesammenføring

Dansk Folkeparti anklager regeringspartiet Socialdemokraterne for at bryde forliget om den såkaldte 28-årsregel i udlændingeloven.

Anklagen kommer, efter justitsminister Morten Bødskov (S) netop har fremlagt et forslag til en ny udlændingekrav, som ændrer reglen om, at danskere skal have haft statsborgerskab i 28 år for at slippe for at blive underkastet vurderingen af, om ægteparret samlet set har størst tilknytning til Danmark.

Fremover skal de nu kun have været her i 26 år.

Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, henviser imidlertid til en hidtil upåagtet udlændingeaftale mellem netop Socialdemokraterne, VK-regeringen og hans eget parti fra 2004. En aftale som indførte 28-årsreglen.

- Det er forligsbrud, for vi har faktisk en aftale om 28-årsreglen, siger Martin Henriksen og henviser til, at Socialdemokraterne ikke opsagde forliget før folketingsvalget og derfor stadig er bundet af det.

- Så enten må justitsministeren trække den del af den nye udlændingelov tilbage, som omfatter ændringen af 28-årsreglen, eller også må han indkalde forligsparterne til forhandlinger, siger Dansk Folkepartis udlændingeordfører og tilføjer:

- Og der vil Dansk Folkeparti i hvert fald benytte os af muligheden for at nedlægge veto mod ændringen.

Morten Bødskov kalder det "forvrøvlet" at tale om, at der stadig eksisterer et forlig om udlændingeloven tilbage fra den tidligere regerings første tid.

- Socialdemokratiet deltog i en konkret aftale om nogle ændringer af udlændingeloven dengang, der blandt andet handlede om tilknytningskravet, siger justitsministeren og fortsætter:

- Siden har VK-regeringen sammen med Dansk Folkeparti gang på gang ændret reglerne på udlændingeområdet. Senest i 2010, hvor man strammede tilknytningskravet, som vi var med til at ændre nogle regler omkring i 2004.

- Så hvis man mener, der er tale om forligsbrud, er det jo sket allerede i 2010 og begået af VKO.

/ritzau/

"Forvrøvlet". Sådan lyder det fra justitsminister efter anklage om, at han løber fra forlig om udlændingelov.

Offentliggjort Sidst opdateret