Et bredt politisk flertal vil nu etablere et dokumentationscenter, der skal udbrede information om marxismens historiske forbrydelser. Ikke mindst Stalins overgreb i sidste århundrede skal mere frem i lyset.
Sådan lyder meldingen fra Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup, til Berlingske Tidende.
- Det er utroligt vigtigt, at vi i Danmark får mere at vide om marxismens ugerninger. Det vil ikke mindst kunne bruges i undervisningen af vores unge, så de lærer at være på vagt over for totalitære ideologier, der undertrykker befolkningen, siger han til avisen.
DF vil have regeringen til at finde to millioner kroner til projektet på budgettet i Kulturministeriet, så centret kan stå klar den 13. august næste år. Det er 50-årsdagen for Berlinmurens opførelse.
SF gruppeformand Ole Sohn er med på at få sat marxismens ugerningerne under lup.
- Det er en helt fin idé, siger han til Berlingske Tidende.
Ole Sohn har selv en fortid som formand for Danmarks Kommunistiske Parti under den kolde krig. Han sætter spørgsmålstegn ved, om centret bør fokusere på marxismen.
- Karl Marx var blot en filosof, hvis bøger man kan studere på universitetet, så jeg formoder, at det er Sovjet-kommunismens forbrydelser, de vil fokusere på, siger Sohn, der understreger, at han selv har skrevet flere bøger om det pågældende emne.
Både Venstre og De Konservative er også med på at finde pengene til centret, skriver Berlingske Tidende.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde