DF savner slagkraft fra Løkke

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skal snarest sætte sig igennem over for den konservative leder, Lene Espersen, og slå fast, hvem der bestemmer i regeringen.

Det utvetydige melding kommer fra Dansk Folkepartis magtfulde gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, der med bekymring ser på, at regeringen havner i den ene problematiske sag efter den anden, og at Lars Løkke efter 10 måneder i Statsministeriet endnu ikke har vist, hvem der har det sidste ord.

- Han er forholdsvis ny som statsminister, og derfor har han ikke endnu formået at slå i bordet og markere, at han er chefen. Indtil han gør det, er han ikke stærkere end den støtte, han får, og han får desværre ikke synderlig meget støtte fra sin regeringspartner, siger Kristian Thulesen Dahl til Ritzau.

Han kritiserer De Konservative for at komme med soloudmeldinger om ikke mindst den økonomiske politik, og det øger kravet om handling fra Løkke.

- Jo mere usikkerhed, der er i forhold til regeringens samlede projekt, jo vigtigere er det, at chefen selv markerer, at han er chef og leder foretagendet. Det har Lars Lars Løkke Rasmussen ikke gjort. Jeg tror, han har evnerne, men han har valgt ikke at gøre det, fordi han åbenbart vil skærme sin regeringsparter, siger Kristian Thulesen Dahl.

Politisk kommentator og tidligere konservativ minister Hans Engell mener også, at Lars Løkke Rasmussen har et problem med sin ledelsesstil.

- Han skal i høj grad forny sin personlige ledelsesstil. Klimatopmøder har trukket mange søm ud. Han optræder underskudsagtig, bister og alt for arrogant i forhold til sine politiske modstandere, Han snerrer ad journalister og har ikke en form, der er velegnet til et samfund, hvor statsministeren møder vælgerne gennem medierne, siger Hans Engell.

Engell er overbevist om, at Løkkes og regeringens krise er så dyb, at der er behov for både en ministerrokade og et fornyet regeringsgrundlag. Han forudser, at det sker i marts.

/ritzau/

Lars Løkke har siddet 10 måneder som statsminister, men mangler ifølge Dansk Folkeparti stadig at sætte sig igennem over for De Konservative.

Offentliggjort Sidst opdateret