DF sender V på ferie med svært skatteslagsmål i kufferten
Det er smart spin af Dansk Folkeparti at afvise bundskattestigning inden afslutningsdebat, siger Hans Engell.
Dansk Folkeparti gør ikke meget for at lade statsministeren komme i sommerhumør.
I hvert fald har partiet timet en klokkeklar afvisning af en hævning af bundskatten med Folketingets afslutningsdebat onsdag.
- At Thulesen Dahl kommer med denne melding tirsdag aften er timet og henvendt meget præcist på afslutningsdebatten onsdag. Der er ingen tvivl om, at det, der bliver overskrifterne på den debat, bliver flygtninge og skat, siger politisk kommentator Hans Engell.
Tirsdag aften har Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, sagt til DR, at han ikke vil være med på regeringens forslag om at hæve bundskatten for at finansiere den grønne PSO-afgift.
Dermed ryger statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) mulighed for en PSO-aftale med nogle af de blå partier i første omgang, for hverken K, LA eller DF vil være med til at hæve skatten lige nu.
- Det efterlader Løkke i en meget hårdt presset situation. Hans taktik er sådan set slået i stykker på grund af det her udspil, siger Hans Engell.
For enden af sommeren ligger nu et truende sort efterår, hvor statsministeren er nødt til at samle en splittet blå blok til den ene tunge forhandling efter den anden.
- Det eneste vi ved nu, det er, at vi står til efteråret med en lang række kæmpestore uløste problemer på skatteområdet, på PSO-området, ejendomsvurdering og så videre. Det er en meget lang liste, siger Hans Engell.
For ham at se er Dansk Folkepartis udmelding om bundskatten også mest af alt en kommentar til de kommende skatteforhandlinger, hvor DF allerede nu vil sikre sig, at Lars Løkke ikke kommer til at sætte topskatten op.
- Dansk Folkeparti siger i virkeligheden, at skal vi hjælpe regeringen på det her punkt med bundskatten, så kan I godt glemme alt om det, Liberal Alliance har som ultimativt krav, nemlig topskatten, siger han.
Temperaturen er altså særdeles lunken mellem de blå partier. Men Lars Løkke Rasmussen kan ikke læne sig tilbage i hængekøjen og se sine samarbejdspartnere varme op.
PSO-afgiften skal ifølge EU afvikles ved årets udgang, og et politisk flertal skal inden da finde pengene, der kan erstatte den.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde