DF ser gerne Gadaffi sendt i eksil

Det er godt, hvis Libyens leder, oberst Muammar Gaddafi, går i eksil.

Det siger DF's udenrigsordfører, Søren Espersen, efter Libyen-konferencen tirsdag i London. Her åbnede udenrigsminister Lene Espersen (K) for, at Gaddafi rejser i eksil, hvis det ikke indebærer straffrihed for hans forbrydelser i Libyen.

- Det vil være udmærket, hvis Gaddafi vil rejse, og nogle vil have ham. Det vil være en stor lettelse for alle. Det er væsentligt at få en ende på konflikten så hurtigt som muligt, siger Søren Espersen.

Han erkender, at det bliver svært at retsforfølge Gaddafi ved Den Internationale Straffedomstol i Haag, hvis han får eksil hos sine venner, Zimbabwes Robert Mugabe eller Venezuelas Hugo Chavez.

- Det væsentlige er at få ham væk. Tyranner har før fundet logi andre steder. Ugandas diktator Idi Amin Dada fik, så vidt jeg husker, refugium hos Gaddafi. Det var godt at slippe af med ham, siger Søren Espersen.

Selv om USA'S præsident, Barack Obama, og Storbritannien og Frankrig åbner for at give libyske oprørere våben, er Dansk Folkeparti imod forslaget ligesom statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, siger han.

- Vi henholder os til det, som Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, har sagt. Det blev tirsdag bakket op på nævnsmødet af statsministeren om, at vi følger FN's resolution og Folketingets beslutning fra forrige fredag, siger DFs udenrigsordfører.

Han mener, at venstrefløjen er blevet "særdeles krigsliderlig" med forslag om Stinger-missiler til oprørerne fra Enhedslistens Frank Aaen og angreb uden klart FN-mandat fra SFs formand, Villy Søvndal.

- Vor holdning flugter fint med vor skepsis i 1999, da Nato greb ind i borgerkrigen i Serbien. Der var vi også utroligt urolige ved at blande os, siger han.

/ritzau/

Libyens leder, oberst Gaddafi, bør sendes i eksil, siger DF's udenrigsordfører, Søren Espersen

Offentliggjort Sidst opdateret