DF står ved aftale om efterløn og pension

Mere kontrol af grænserne skulle være en del af Dansk Folkepartis betaling for at lægge stemmer til forringelser af efterlønnen og en fremrykning af en højere pensionsalder.

Men selvom der nu er rejst tvivl om, hvorvidt regeringen kan levere et flertal for aftalen om flere toldere ved de danske grænser, så står DF fast, siger næstformand Peter Skaarup.

- Vi overholder altid vores aftaler i Dansk Folkeparti. Så selvfølgelig står vi ved de ting, vi har aftalt. Det forventer vi også at andre gør i det her tilfælde regeringen, siger Peter Skaarup og tilføjer:

- Vi har en forventning om, at både tilbagetrækningsreformen og grænseaftalen kommer i mål.

Spørgsmål: Men hvis det ikke lykkes regeringen at samle et flertal for grænseaftalen, vil I så alligevel stemme for tilbagetrækningsreformen?

- Lad os nu se, om det ikke lykkes at finde et flertal. Jeg tror, det vil være meget svært for oppositionen at forklare de danskere, som har fået frarøvet ting og sager af østeuropæiske bander, at man ikke vil stemme for aftalen, siger Peter Skaarup.

Regeringen havde egentlig forventet at få aftalen vedtaget via et aktstykke i Finansudvalget, men oppositionen kræver nu sagen flyttet til folketingssalen, hvor regeringens forslag savner et sikkert flertal.

Det sker efter international modstand med skepsis fra EU-Kommissionen og advarsler fra den tyske regering mod grænsekontrollen.

/ritzau/

Selvom der er usikkerhed om grænsekontrollen, så står DF ved aftalen om forringelser af efterlønnen.

Offentliggjort Sidst opdateret