DF: Svært at nå udlændingeaftale før finanslov
Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen, har svært ved at se aftale om skat, pension og udlændinge inden 22. december, når Folketinget efter planen skal tredjebehandle næste års finanslov. Foto: /ritzau/Bidstrup Stine/ritzau/
/ritzau/Bidstrup Stine/ritzau/
Tiden er knap, hvis man skal indgå en skatteaftale, inden finansloven vedtages, mener DF's finansordfører.
Dansk Folkeparti strides med regeringen om udlændingepolitik og skattelettelser. Men lige nu er den vigtigste kamp kampen mod uret.
Det vurderer Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen, før parterne igen forhandler fredag.
Forhandlingerne ventes både at foregå i Udlændinge- og integrationsministeriet og i Finansministeriet, hvor især pensionen står i centrum.
- Desværre kæmper vi mest med uret, fordi vi skal være klar 22. december. Mere end vi egentlig kæmper politisk med hinanden, siger René Christensen.
22. december er den dato, Folketinget efter planen skal vedtage næste års finanslov ved lovens tredjebehandling.
Her har regeringspartiet Liberal Alliance sagt, at partiet kun vil stemme for finansloven, hvis der kommer skatte- og udlændingeaftaler. Trods gentagne spørgsmål fra pressen har partiet ikke ændret den forklaring.
Spørgsmål: Kan I nå det?
- Det ser svært ud på nogle områder. Om udlændinge siger regeringen til os, at det kan man ikke nå. Der er meget juristeri på udlændingeområdet. Det kan man ikke nå på så få dage, siger René Christensen.
Dansk Folkeparti afviser ikke at sænke skatten i bunden, men kræver flere penge til velfærd. Derfor kræver DF mere end 20 milliarder kroner mere til velfærd frem til 2025, fastslår René Christensen.
- Vi er ikke et parti, der er imod skattelettelser. Vi ønsker ikke, at danskerne skal betale så høj skat som muligt. Men vi er også et velfærdsparti, siger René Christensen.
- Så hvis vi skal gennemføre en generel skattelettelse indtil 2025, vil vi sikre, at der også er penge til velfærdssamfundet. Lige adgang til sundhed, uddannelse, ældrepleje etcetera.
Desuden er der flere ubesvarede spørgsmål om skat. DF's finansordfører har blandt andet spurgt regeringen, hvordan skattelettelser og tilskynding til pensionsopsparing vil virke for HK'ere og funktionærer.
- Det er de ting, vi arbejder med nu, siger René Christensen.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde