Dansk Folkeparti er langt fra tilfredse med, at kulturminister Per Stig Møller (K) nu siger, at sagen om Hizb-ut-Tahrirs kontroversielle Afghanistan-møde i den Sorte Diamant er slut for hans vedkommende.
- Vi mener, at Per Stig Møller skal træde i karakter og markere, at han ikke vil finde sig i, at organisationer holder møder, hvor emnet er at dræbe danske soldater, siger partiets retsordfører Peter Skaarup og fortsætter:
- Vi har kaldt ham i samråd og lavet et beslutningsforslag om at forbyde Hizb-ut-Tahrir. Men vi vil ikke kræve andet nu og her i forhold til det konkrete møde.
Reaktionen fra Dansk Folkeparti kommer efter, at Per Stig Møller har afvist, at han vil pålægge Det Kongelige Bibliotek at aflyse arrangementet, fordi beslutningen ifølge ham ligger hos biblioteksdirektør Erland Kolding Nielsen.
Kulturministeren har tidligere på det kraftigste bedt biblioteket om at overveje, hvorvidt det vil lægge lokaler til arrangementet, blandt andet fordi Hizb-ut-Tahrir har opfordret til væbnet modstand i sin invitation.
Direktør Erland Kolding Nielsen har nægtet at give efter for presset og har ved flere lejligheder påpeget, at Det Kongelige Bibliotek ikke vil afvise en lovlig organisation som Hizb-ut-Tahrir.
Men selv om foreningen er lovlig, mener Peter Skaarup - med henvisning til invitationen - at mødets indhold er ulovligt.
- Som forening skal de overholde grundloven, og det mener vi ikke de gør her, fordi de opfordrer til vold, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde