DF tror ikke på snarlig aftale om tilbagetrækning
Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl (DF) tror ikke på, at der falder en aftale om tilbagetrækning i denne folketingssamling. Foto: ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Den milliardstore økonomiske redningspakke, der er givet torsdag, udskyder den lovede tilbagetrækningsreform.
Et af coronakrisens ofre er den stort anlagte og længe varslede tilbagetrækningsreform. I hvert fald inden sommeren, og nok betydeligt længere, vurderer Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, torsdag.
Det sker efter, at regeringen og alle Folketingets partier har vedtaget en milliardstor hjælpepakke til erhvervslivet for at afværge en økonomisk krise.
- Jeg har meget svært ved at se, at det skulle blive Arnes tur på denne her side af sommerferien.
- Det er ikke kun at finde en model for en tidligere pensionsalder for nogen, det er også at finde pengene til det. Her havde regeringen lagt op til en ny bankskat. Men lige nu sidder vi og kigger på, hvordan vi lemper kravene til bankerne.
- Så det vil være paradoksalt nu at indføre en ny bankskat, det hænger ikke sammen, siger Kristian Thulesen Dahl.
Dansk Folkepartis stemmer er afgørende for regeringen, når det kommer til at lave en tilbagetrækningsreform.
Og Kristian Thulesen Dahl vil da også gerne stadig høre om regeringens planer.
- Regeringen har lovet, at lægge deres model frem. Det så jeg gerne.
- Men jeg tror ikke, man kan lave en aftale, der effektuerer det lige nu. En endelig aftale for Arne, det er skubbet en rum tid ud i fremtiden, som jeg ser det, siger Kristian Thulesen Dahl.
Det gælder ikke kun tidlig tilbagetrækning, men også klimahandling, mener formanden.
- I forhold til klima eksempelvis, så var der lagt op til en masse byrder på virksomhederne. Det kan man ikke forestille sig, at man gør nu.
- Det, tror jeg partierne må indse, er skubbet en rum tid, siger Kristian Thulesen Dahl.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker