Dansk Folkeparti er klar til at kritisere udenrigsminister Lene Espersen (K) i sagen om eventuel overbetaling til private sygehuse.
Lene Espersen har allerede beklaget, at hun ikke svarede fyldestgørende på et spørgsmål om sagen i folketingssalen fra SF's folketingsmedlem Jonas Dahl.
Fredag formiddag er hun i samråd om sagen, og før samrådet slog Dansk Folkepartis gruppeformand Kristian Thulesen Dahl fast, at spørgsmålet ikke handler om, hvorvidt Espersen skal have en næse, men om hvor stor den skal være.
- Der er selvfølgelig baggrund for at udtale kritik, når en minister ikke svarer fyldestgørende i Folketinget. Nu skal vi diskutere, hvilken grad af kritik sagen kan berettige til, siger Kristian Thulesen Dahl.
Han vil have vished for, at Lene Espersen for fremtiden svarer ordentligt.
- Det afgørende er, om vi kan blive overbevist om, at udenrigsministeren fremadrettet følger de spilleregler, der gælder. Der må ikke herske tvivl om, at man skal svare fyldestgørende og korrekt. Det hersker der tvivl om, efter udenrigsministeren har erkendt, at hun ikke har svaret korrekt og fyldestgørende på et spørgsmål i folketingssalen, siger Kristian Thulesen Dahl.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker