DF vender tommelfingeren ned til Dong-aftale
For få måneder siden kaldte Dansk Folkeparti aftalen om en kapitaludvidelse i Dong Energy for "en fast aftale", hvor staten "har fat i den lange ende".
Men nu vender partiet tommelfingeren nedad til selvsamme kapitaludvidelse, der skal føres igennem med den amerikanske investerings-gigant Goldman Sachs som hovedkraft.
Det fastslår partiets finansordfører, René Christensen, to dage før, at aftalen skal stemmes igennem i Folketingets Finansudvalg.
- Vi stemmer helt sikkert rødt, og det er vi blevet bekræftet i i dag efter at have læst aftalen, siger han.
Spørgsmål: Hvorfor skifter I holdning her til allersidst?
- Vi har sagt, at rammerne egentlig er fyldt meget godt ud, men der også var nogle ting, vi var skeptiske over for. Men de eneste kritiske spørgsmål, der er stillet i denne sag, er stillet af os, siger René Christensen.
Han peger på, at finansminister Bjarne Corydon (S) undervejs ikke har svaret præcist nok på Dansk Folkepartis spørgsmål til aftalen, og at det blandt andet er derfor, at partiet nu bakker ud af aftalen, man altså for få måneder siden kaldte for "en fast aftale".
- Jeg bliver nervøs, når finansministeren ikke har svaret grundigt nok, og det er der, at kommunikationen måske går lidt i stykker, siger han.
- Vi startede ud i god fortrolighed, der var en god stemning om at skaffe noget kapital udefra, og der var enighed om at gå på børsen i 2018, siger Dansk Folkepartis finansordfører.
- Men så kom aktstykket om, hvordan man fyldte rammerne ud, og så er konfrontationerne kommet, siger han.
Inden regeringen med støtte fra Venstre, De Konservative og - dengang - også Dansk Folkeparti i efteråret valgte at acceptere et tilbud fra Goldman Sachs, ATP og PFA Pension om at købe en ejerandel i Dong for i alt 11 milliarder kroner, så havde en række mulige investorer været inde i billedet.
Finansminister Bjarne Corydon skal tirsdag eftermiddag i åbent samråd i finansudvalget om salget af en ejerandel i Dong.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker