DF vil bruge 2,5 milliarder på sundhed og politi
Dansk Folkeparti kommer med et milliardkrav inden for partiets kerneområder til de kommende finanslovforhandlinger.
Partiet vil afsætte 2,5 milliarder til ældre, sundhed og politi. Sådan lyder udmeldingen fra partiformand Kristian Thulesen Dahl ved partiets sommergruppemøde onsdag.
Partiet vil med egne ord etablere en "ægte" ældremilliard, hvor kommunerne ikke sparer på ressourcerne til de ældre.
Derudover skal sundhedsområdet også have del i pengene.
- Vi vil etablere en sundhedsmilliard. Der skæres i øjeblikket ned i antallet af sengepladser hurtigere end oprindeligt planlagt med supersygehusene. Når man nedlægger sygehusene hurtigere, end man kan få hjulpet patienter på vej, så risikerer vi overbelægning, siger Kristian Thulesen Dahl.
Et sted, hvor pengene også skal gavne, er de nye supersygehuse.
- Vi synes, at det er paradoksalt, at man bygger seks nye supersygehuse uden produktionskøkkener. Ernæring er afgørende for hurtig helbredelse, og derfor skal der være velnærende mad på sygehusene, siger han.
Pengene vil Dansk Folkeparti hente fra udviklingsbistanden, som de vil skære med 2,5 milliarder kroner.
Netop denne finansieringsdel vil højst sandsynligt afføde kritik hos Socialdemokraterne, der tidligere har kritiseret Dansk Folkeparti for at bruge udviklingsbistanden til at finansiere en række andre forslag.
Thulesen Dahl lover, at får de bistandspengene mellem hænderne, vil de sætte massivt ind på de tre områder.
- Vi foreslår ikke penge brugt til noget andet, siger Kristian Thulesen Dahl.
Dansk Folkeparti lægger derudover op til, at man ansætter 200 flere betjente og mere personale inden for politiområdet.
Det skal sikre, at politiet i højere grad kan være til stede og også efterforske mindre forbrydelser.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned