DF vil flytte Vejdirektoratet

Der er ingen grund til, at Vejdirektorat har hovedkvarter i hjertet af København tæt ved Christiansborg.

Det mener Dansk Folkepartis kommunalordfører Hans Kristian Skibby, der nu spiller ind med en flytning af hovedkvarteret for Danmarks 3.788 kilometer statsveje i kampen for at hjælp Udkantsdanmark.

- Vejdirektoratet er oplagt at flytte, for deres opgaver er så mangeartede og geografisk spredt, at de lige nu rent faktisk ligger i den ene ende af Danmark. Det ligger også et meget dyrt sted, siger Hans Kristian Skibby.

Venstre undersøger angiveligt muligheden for at flytte Kort- og Matrikelstyrelsen, Søfartsstyrelsen og Energistyrelsen, og DF ønsker Vejdirektoratet med i det arbejde.

De politiske partier står lige nu på nakken af hinanden for komme med forslag, der kan hjælpe mennesker i områder væk fra de store byer. Her føler folk sig oversete og hægtet af udviklingen.

Dansk Folkepartis forslag om at flytte Vejdirektoratet begyndte også et andet sted. Hans Kristian Skibby foreslog i en pressemeddelelse af flytte 280 arbejdspladser i det statslige lodsvæsen til Langeland. Men mange lodser arbejder rundt i landet, og der er allerede truffet beslutning om at flytte hovedkvarteret til Svendborg.

- Hvis vi skulle præcisere det, vil jeg sige, at antallet af job, der kan flyttes er 30. De kan flyttes fra Svendborg til Langeland. Langeland er i min optik mere et yderområde end Svendborg, siger Skibby og erkender, at det ikke vil redde Udkantsdanmark at flytte 30 arbejdspladser fra Svendborg til Langeland.

- Den pressemeddelelse, vi har sendt ud, er lidt smal i det. Det vil jeg gerne indrømme. Derfor er det måske en bedre idé at koble andre ting på. Vejdirektoratet er oplagt at flytte, siger Hans Kristian Skibby.

Vejdirektoratet har 885 ansatte.

De offentlige chefer i Djøf frygter, at forslagene om at flytte statslige arbejdspladser til provinsen vil svække den offentlige sektor.

/ritzau/

Dansk Folkeparti forslår at flytte Vejdirektoratet væk fra København. De offentlige chefer frygter, at man svækker offentlig sektor ved at flytte statslige job.

Offentliggjort Sidst opdateret