DF vil ikke lempe gebyret for greencard

Dansk Folkeparti vil ikke lempe det gebyr på 6100 kroner, som udlændinge skal betale for at få et greencard, selv om der siden nytår er uddelt langt færre af disse jobtilladelser end før.

Ordningen skal tiltrække flere højtuddannede, men misbruges, mener Dansk Folkepartis Martin Henriksen, som sidder i Folketingets integrationsudvalg.

- I Dansk Folkeparti er vi skeptiske over for at gøre det lettere for udlændinge at komme ind på greencard. Ordningen er en jobordning for højtuddannede udlændinge, men bruges ikke efter hensigten. Nogle arbejder ufaglært eller er arbejdsløse, siger han.

Venstre vil lempe gebyret, som i efteråret skal genforhandles med DF og De Radikale. Socialdemokraterne støtter gebyret, men vil sænke beløbet, siger integrationsordfører Henrik Dam Kristensen (S) til Jyllands-Posten.

I 2010 blev der uddelt tre gange flere grencards - 3060 - til udlændinge end året før. For at få kortet skal de forsørge sig selv og have privat sygesikring.

Siden nytår har udlændinge så skullet betale det nye gebyr for at få kortet.

Og ifølge Styrelsen for International Uddannelse er antallet af ansøgninger i de første fire måneder faldet støt, så hvis udviklingen fortsætter, vil der i 2011 blive uddelt ca. 2200 greencards, 28 procent mindre end i 2010.

Skønt de udlændinge som tildeles greencards er bedre uddannet end før, bekymrer nedgangen ikke Martin Henriksen.

- Hvis gebyret betyder, at de færre udlændinge, der kommer ind, er mere veluddannede end før stramningen, så er det ikke et argument for at rulle stramningen tilbage, siger han.

Spørgsmål: - Kan det ikke hæmme dansk økonomi, nu da væksten slæber sig af sted?

- Når det gælder udenlandsk arbejdskraft, skal udlændinge være så dygtige, at danske virksomheder står i kø for at ansætte dem, når de sætter foden på dansk jord, fordi de genererer vækst i det danske samfund og deres virksomheder, siger Martin Henriksen.

/ritzau/

Udlændinge misbruger greencard til lavtlønnede job, mener DF's Martin Henriksen, som ikke vil lempe gebyret.

Offentliggjort Sidst opdateret