DF vil lave familiesammenføring i asylansøgeres hjemland
DF afviser, at menneskerettighederne og FN's flygtningekonvention skulle blokere for forslaget om at suspendere den treårige frist for familiesammenføring. Her er Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl og næstformand Peter Skaarup på partiets sommergruppemøde i Sorø. Foto: /ritzau/Dresling Jens
/ritzau/Dresling Jens
DF foreslår, at treårsfrist for familiesammenføring suspenderes. I stedet skal asylansøgere sendes hjem.
Familiesammenføring skal foregå i asylansøgeres hjemland. Ikke i Danmark.
Sådan lyder det fra Dansk Folkeparti, som nu lægger op til at suspendere den treårige frist for familiesammenføring.
Fristen blev indført, efter at tilstrømningen af flygtninge og migranter til Danmark steg markant i 2015 og 2016. Og den gjaldt de personer, som flygtede fra en krig som i Syrien, men som ikke var individuelt forfulgt.
- I 2015 og 2016 kom der ganske mange mennesker til Danmark. Vi fik i den forbindelse udskudt tidspunktet for familiesammenføring fra et til tre år.
- Nu nærmer vi os 2018 og 2019, hvor der kan søges familiesammenføring. Det vil vi gerne tage fat om i efteråret.
- Vi foreslår, at man suspenderer treårsfristen, så man siger til de mennesker, at I kan ikke efter tre år søge familiesammenføring i Danmark.
- Men vi vil hjælpe jer med repatriering til områder i hjemlandet og hjælpe med familiesammenføring der, siger DF's formand, Kristian Thulesen Dahl.
Han afviser, at menneskerettighederne og FN's flygtningekonvention skulle blokere for forslaget.
- Vi har en formodning om, at det kan lade sig gøre. Grunden til, at det kunne lade sig gøre at indføre en frist for familiesammenføring var, at der var tale om personer med et midlertidigt beskyttelsesbehov.
- Hvis perspektivet er, at man om et år eller to eller tre år kan vende tilbage, så skal man gøre det. Og så skal familiesammenføringen foregå i det pågældende land, siger Thulesen Dahl.
Han mener, det er en forkert præmis ikke at tænke på hjemsendelse til områder i Syrien for de personer, som er kommet til Danmark.
- Når det gælder dem, der sidder i flygtningelejrene i nærområderne, så er der ingen, der sætter spørgsmålstegn ved, at de skal tilbage. Hvorfor skal det ikke gælde for dem, som er i Danmark?, spørger Thulesen Dahl.
Han peger desuden på, at menneskerettighederne og konventionerne står åbne for fortolkning.
- Da vi i første omgang indførte en frist for familiesammenføring på ét år, så fik vi at vide, man ikke kunne gå længere inden for konventionerne.
- Efter valget kunne det så alligevel godt lade sig gøre at forlænge fristen til tre år. Så kan det sikkert også lade sig gøre at suspendere grænsen og så arbejde med muligheden for repatriere folk, siger Thulesen Dahl.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde