DF vil sætte stopper for langvarig praktik i børnehaver
Dansk Folkeparti reagerer på sagen, hvor en 14-årig dreng i praktik hos institutionen Taastruphøj mistænkes for at have forgrebet sig på flere børn. Natten til onsdag brændte institutionen ned til grunden. Politiet kan ikke udelukke, at branden var påsat. Foto: Scanpix/Jens Astrup
Scanpix/Jens Astrup
Skoletrætte unge har ikke noget at gøre i langvarige praktikforløb i institutioner, lyder det fra DF-ordfører.
Det dur ikke med seks måneder lange praktikforløb for udfordrede, skoletrætte unge.
Det mener Dansk Folkepartis børne- og familieordfører Pernille Bendixen.
Meldingen kommer i kølvandet på sagen om institutionen Taastruphøj, hvor en 14-årig dreng i skolepraktik mistænkes for overgreb mod flere børn i institutionen.
- Daginstitutioner har et ret højt fagligt niveau. Det er også en ret høj pris, forældrene betaler. Vi skal helst ikke have andre ind end dem, der er ansat til at være der, siger Pernille Bendixen.
Drengen har over for Høje Taastrup Kommune erkendt at have befølt og kysset flere piger i institutionen.
Han er nu bortvist fra institutionen og overgivet til de sociale myndigheder.
Men står det til Dansk Folkeparti, skal det være slut med sådanne praktikforløb fremover.
- Jeg har det fint med, at der kommer unge fra 8. og 9. klasse i praktik en uge i en institution. Der er tale om - forhåbentlig da - velfungerende mennesker, der er der en uge, og så er det det.
- Men når du har et praktikforløb et halvt år med en ung, der er udfordret og selv har brug for noget ekstra, så udfordrer det jo personalet. Og de er i forvejen presset på normeringerne, siger Pernille Bendixen.
Spørgsmål: Er det ikke lidt drastisk at reagere på en enkelt sag?
- En sag er for os en sag for meget. Der skal være en høj sikkerhed i en daginstitution. Det handler jo om børn, der ikke selv kan sige fra, siger hun.
Hos foreningen FOLA, der blandt andet repræsenterer forældrebestyrelser i daginstitutioner, erklærer næstformand Einar Gylling Dørup sig enig.
- Jeg mener ikke, at børn kan tage ansvaret for at passe andre børn. Og når personalet har rigeligt travlt i forvejen, vil jeg tro, at det er en ekstra arbejdsopgave at få en 14-årig uafklaret ung ind i en institution, siger han.
DF's Pernille Bendixen har ikke lagt sig fast på, hvad hun som folketingspolitiker kan gøre for at sætte en stopper for de længerevarende praktikforløb.
- Egentlig er det jo kommunernes ansvar, men når der kommer sådan en sag, så kalder det på, at vi handler. Så må vi se på, hvilken model vi kan nå frem til, siger hun.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde