DF vil sende utilpassede udlændinge ud

"Utilpassede udlændinge" skal tilskyndes til at forlade Danmark. Sådan lyder et af kravene fra Dansk Folkeparti til næste års finanslov. Ifølge partiets gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, skal integrationspolitikken nu ledsages af en repatrieringspolitik.

- Det vil være en nyskabelse, som vil revolutionere vores måde at tænke udlændingepolitik på, siger Kristian Thulesen Dahl.

Blandt andet skal flygtninge og indvandrere, som modtager sociale ydelser, fratages disse ydelser, hvis det "skønnes nødvendigt", at de for eksempel skal flytte fra bestemte områder eller ghettoer som Vollsmose. Selv om Kristian Thulesen Dahl slår fast, at folk med fast opholdstilladelse ikke kan tvinges til at flytte hjem, så skal de "visiteres" over i helt andet system, hvor kassen smækkes i.

- Hvorfor skal danske skatteydere fortsat betale, hvis kommunerne ikke mener, at det længere nytter, siger Dansk Folkepartis gruppeformand.

Kommunerne skal have alle pengene, 100 procent, tilbage fra staten i forbindelse med omkostninger til repatriering. Og kommuner som får sendt udlændinge ud af Danmark skal have en bonus.

Kristian Thulesen Dahl ønsker ikke at sætte tal på, hvor mange som skal sendes ud af Danmark. Men det skal være "markant højere" end i dag.

- Det ville jo være herligt, hvis man kunne sætte et mål op, og så om et år vende tilbage og se, om det har været en succes. Men det handler om at revolutionere den måde, man arbejder med det her på ude i kommunerne, siger gruppeformanden.

/ritzau/

En "repatrieringspakke" skal sætte skub i Dansk Folkepartis forsøg på at få sendt "utilpassede udlændinge"

Offentliggjort Sidst opdateret