Dansk Folkeparti vil indkalde samtlige partier på Christiansborg til en forespørgselsdebat om EU's indblanding i de danske udlændingeregler. Det sker, efter det er kommet frem, at tyrkere i kraft af en associeringsaftale med EU kan komme ind i Danmark uden at bestå den såkaldte indvandringsprøve, som skal sikre basalt kendskab til Danmark og det danske sprog.
Nu må partierne svare på, om de mener, at den danske udlændingepolitik skal styres af EU eller af Folketinget, siger DF's medlem af Integrationsudvalget Martin Henriksen.
- Debatten skal ikke handle om, hvorvidt man er for eller imod udlændingepolitikken. Vi vil alene have et svar på, om partierne støtter det princip, at det er Folketinget, der bestemmer, om Danmarks udlændingepolitik skal være stram eller lempelig. Og så må befolkningen sammensætte Folketinget, som de ønsker, siger Martin Henriksen.
Dermed forsøger DF reelt at skabe et oprør mod, hvad man opfatter som EU's tyranni i forhold til de danske udlændingeregler. Partiet håber, at forespørgselsdebatten vil vise, at et flertal i Folketinget står bag, at det danske retsforbehold skal omfatte hele udlændingeområdet.
- Så skal regeringen meddele dette til EU, og så er det sådan, det er. Punktum. Og hvis EU vil udfordre det ved retssystemet, så må de gøre det, siger Martin Henriksen, som ikke frygter at tabe en sag om retsforbeholdet.
- Det er grundloven, der er den højeste lov i Danmark, ikke Lissabontraktaten eller EU-Domstolen eller en aftale med Tyrkiet fra 1963, siger Martin Henriksen.
DF vil samtidig have integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) til at tage den konkrete sag op i EU. Men ifølge Birthe Rønn Hornbech kan Danmark ikke undgå at rette sig efter afgørelsen fra EU-Domstolen.
- Efter Metockdommen prøvede jeg at få en diskussion om opholdsdirektivet i EU. Men det var tydeligt, at jeg ikke kunne få det ændret, siger hun til Jyllands-Posten.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde