DF vil stoppe besparelser på ungdomsuddannelser
Kristian Thulesen Dahl (DF) vil have afskaffet omprioriteringsbidraget på ungdomsuddannelserne. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dansk Folkeparti ændrer kursen en smule i spørgsmålet om tvungne besparelser på uddannelse.
Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, havde forud for folketingsvalget en lille gave med, da han fredag gæstede Landdistrikternes Fællesråds årsmøde i Billund.
Med sig havde han nemlig et budskab om, at partiet ved de næste finanslovsforhandlinger vil arbejde for at droppe kravet om to procents besparelser på ungdomsuddannelserne - det såkaldte omprioriteringsbidrag.
- Vi har haft tanken igennem længere tid. Det har mest været et tidspunkt om, hvornår vi kunne få det igennem.
- Da vi forhandlede finanslov med regeringen sidste år, lavede vi det forlig, at vi afskaffede det på erhvervsuddannelsesområdet og samtidig gav de 20 landgymnasier, der var hårdest ramt, et særligt tilskud.
- Men når vi skal lave finanslov til efteråret, skal vi tage det sidste skridt i forhold til alle ungdomsuddannelser, siger han.
Han erkender, at omprioriteringsbidraget har gjort ondt, særligt på de mindre uddannelsesinstitutioner.
Men tanken har hele tiden været, at omprioriteringsbidraget skulle have en udløbsdato.
Kristian Thulesen Dahl vil dog ikke love, at de hidtidige besparelser bliver rullet tilbage.
- Vilkårene er, som de er, og vi står ved det, der er sket. Men det vil under alle omstændigheder få en positiv effekt, at man ikke længere ser ind i besparelser en årrække frem, som kunne have medført afskedigelser, siger Kristian Thulesen Dahl.
Dansk Folkeparti forhandler desuden lige nu med regeringen om, hvordan ungdomsuddannelsernes finansiering kan ændres, så de mindre gymnasier får det mindre stramt.
Partiet ønsker, at der bliver indført et højere grundtilskud til institutionerne, som er uafhængigt af, hvor mange elever man har.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker