Polakker og sæsonarbejdere fra andre EU-lande skal ikke kunne få udbetalt børnecheck efter blot en times arbejde i Danmark. Derfor bør børnechecken ændres til et skattefradrag, så Danmark ikke hænger på regningen i adskillige år.
Det siger Dansk Folkepartis EU-ordfører Pia Adelsteen, som har bedt skatteminister Troels Lund Poulsen (V) forklare, hvor meget vi betaler til børn i andre EU-lande.
- Vi skal i stedet for overveje at lave et fradrag i skatten. Så er det mennesker, som også betaler skat i Danmark, siger kun.
Børnechecken sendes ud af landet til EU-borgere, fordi en EU-forordning fra den 1. maj 2010 ikke stiller mindstekrav til, hvor længe de har arbejdet i Danmark. Pia Adelsteen mener, at Danmark bør overveje at bryde EU-forordningen, som har direkte retskraft i Danmark.
- Vi er ved at undergrave vort sociale system. Bliver det næste, at man har ret til efterløn, blot man har arbejdet tre måneder i Danmark? Vi har ikke råd til at betale børnecheck til folk, som kommer på kort visit i Danmark, mener Pia Adelsteen.
Hun afviser et optjeningsprincip som folkepensionen, som først udbetales fuldt til borgere, som har levet 40 år i Danmark. Det kan ikke gennemføres for børnechecken, mener hun.
Spørgsmål: - Men når vi er med i klubben, må vi følge de fælles regler. Alternativet er at melde sig ud af EU?
- Det kan man godt sige, men det er ikke alle regler i EU, som Dansk Folkeparti støtter. Der er masser af ting, vi er imod. Det dur simpelt hen ikke, at et lands socialsystem tilfalder alle EU-borgere, når Danmark er så lille et land, siger Pia Adelsteen.
/ritzau/
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker