DF vil teste LA's vilje til strammere udlændingepolitik
Dansk Folkeparti vil teste, om Liberal Alliance er klar til at sætte handling bag ord om asylstramninger.
Stop for spontan asyl i Danmark, strammere udvisningsregler for kriminelle udlændinge og reform af FN's flygtningekonvention.
Det er nogle af overskrifterne i Liberal Alliances udspil på udlændingeområdet.
Og tonerne er sød musik i ørerne hos Dansk Folkepartis udlændinge- og integrationsordfører, Martin Henriksen.
- Der er fornuftige takter i det her. Jeg håber, at Liberal Alliance er klar til at gå hele vejen, siger Martin Henriksen.
Liberal Alliance ønsker at indføre et to-årigt stop for flygtninges mulighed for spontant at søge asyl i Danmark.
I stedet skal Danmark tage et fast, lavere antal på 4000, som vælges direkte fra flygtningelejrene.
- Hvis man kigger på de punkter, de har lagt frem - minus den del, der handler om de 4000 kvoteflygtninge - så lyder det som noget af det, vi har sagt gennem mange år, siger Martin Henriksen.
Han tvivler dog på, om Liberal Alliance også er klar til at sætte handling bag ordene.
- Min erfaring med Liberal Alliance er, at de på udlændingeområdet mest kører den skrappe linje i medierne og i offentligheden.
- Men når de så kommer ind i folketingssalen, så kniber det med at stemme for de forslag, der kan sørge for, at de skrappe meldinger bliver til lovgivning og virkelighed i Danmark.
- Men vi skal nok tage dem på ordet og se, om det bliver til noget denne gang, siger Martin Henriksen.
Han siger, at partiet nu vil teste, om der ligger en reel vilje til handling bag ordene.
- Det vil vi enten gøre ved at lægge konkrete forslag ned i salen, og så kan de jo stemme ja, hvis de virkelig mener det, eller også rejser vi det gennem forskellige forhandlingsforløb, siger Martin Henriksen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned