DF vil undgå hærværk mod statuer ved at fordoble straf

- Vi mener, at det er vigtigt, at vi udviser rettidig omhu og på forhånd tilkendegiver over for omverdenen, at vi ikke vil finde os i vandalisering af vores statuer og mindesmærker, siger retsordfører Peter Skaarup (DF) til Ritzau. (Arkivfoto). Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Dansk Folkeparti vil udvise rettidig omhu ved at fordoble straf for hærværk mod statuer, siger Peter Skaarup.

Offentliggjort Sidst opdateret

I USA er det senest gået ud over en sydstatsgeneral. Og i Storbritannien er en statue af Winston Churchill blevet vandaliseret.

Flere steder i verden bliver der begået hærværk mod mindesmærker eller statuer i forbindelse med protester for sortes rettigheder.

Men den tendens skal under ingen omstændigheder nå Danmark, mener Dansk Folkeparti. Partiet foreslår derfor at fordoble strafferammen for hærværk mod mindesmærker. Det skriver Berlingske.

- Vi mener, at det er vigtigt, at vi udviser rettidig omhu og på forhånd tilkendegiver over for omverdenen, at vi ikke vil finde os i vandalisering af vores statuer og mindesmærker, siger retsordfører Peter Skaarup (DF) til Ritzau.

- Det er et angreb på dansk kultur og dansk historie og dermed os alle sammen.

Strafferammen for hærværk er i dag som udgangspunkt op til halvandet års fængsel. Fremover bør den fordobles til tre års fængsel, hvis hærværket går ud over offentlige mindesmærker eller offentlige statuer, mener DF.

Partiet forventer at fremsætte et lovforslag om den skærpede strafferamme efter sommeren.

I praksis gives der i dag ofte betingede domme for hærværk. Men straffen for hærværk bør som udgangspunkt være ubetinget fængsel, mener DF.

Forslaget kommer, efter at der i flere dele af verden er begået hærværk mod statuer. Det er især sket i forbindelse med protester for sortes rettigheder, hvor statuer i USA af eksempelvis fremtrædende sydstatsfolk og kolonialister har mærket demonstranternes vrede.

I USA er statuer blandt andet blevet væltet. Men selv om sådanne hændelser ikke har fundet sted i Danmark, mener DF alligevel, at en stramning er nødvendig.

- Vi skal være på forkant og komme med en markant stramning på det her område, fordi vi kan forvente, at der er nogle, der som led i den her tendens vil gøre vold på vores kultur.

- Og det skal vi ikke finde os i, siger Peter Skaarup til Ritzau.

Forslaget omhandler også "politisk betinget" eller "kulturelt betinget hærværk". Det skriver Berlingske.

De Konservative mener, at en øget strafferamme er en god idé. Socialdemokratiet vil følge udviklingen, før det vil overveje lovændringer.

- Hvis det skulle udvikle sig til at blive et problem i Danmark, må vi se på det, siger retsordfører Jeppe Bruus til Berlingske.