DF'er ærgerlig over dødsdom til grænseforlig

I det nye regeringsgrundlag “Et Danmark, der står sammen” fremgår, at det grænseforlig, som den forrige regering vedtog, ikke bliver til noget. Den udmelding ærgrer folketingsmedlem Rene Christensen (DF) fra Guldborgsund.
- Jeg er skuffet over, at det ikke lykkedes. En øget synlig grænsekontrol ville ellers have dæmmet op for den østeuropæiske kriminalitet og sikret en permanent kontrol, siger han og påpeger, at hele ideen med aftalen var at forhindre, at for eksempel østeuropæiske bander tog til Danmark for at stjæle lastbiler og biler. 

Det har nemlig ifølge ham været et stigende problem hidtil, som vil fortsætte, hvis der ikke sker noget.

René Christensen mener, at grænseforliget, i de måneder det kørte, havde en præventiv effekt.
 - Det har fungeret i perioden, og den nye regering har ikke haft ret i de skræmmebilleder, som den satte op, siger han og nævner, at der for eksempel ikke har været problemer med at få bilerne fra færgen. 

De tyske turister er heller ikke blevet væk fra sommer-Danmark, sådan som nogen troede, de ville gøre i protest.
- Tværtimod har Marielyst haft en af de bedste sæsoner, siger Rene Christensen.

På den anden side af grænsedebatten står Lennart Damsbo-Andersen (A). Han er glad for, at regeringen vil afskaffe grænseforliget.
- I det halve år, hvor grænsekontrollen har kørt, er der fanget to ludere og en lommetyv, så den fungerer ikke, siger han og bedømmer perioden som “ikke bestået”.

Som det står i regeringsgrundlaget mener han derimod, at der skal satses på en styrket indsats i baglandet og et bedre samarbejde på tværs af EU-landene. Ordret står der, at den nye regering arbejder for “en effektiv toldkontrol baseret på en mobil, fleksibel og efterretningsbaseret indsats.

Midt imellem de to fløje er Per Andersen, afdelingschef for Skat i Maribo. Han har endnu ikke fået at vide, hvad der så skal ske, når grænseforliget droppes.
- Jeg formoder, at vi fortsætter med den øgede bemanding året ud. Mere ved jeg ikke, siger han og understreger, at der uanset hvad ikke skulle bygges nye kontrolanlæg i Rødbyhavn, som grænseforliget lagde op til. 

I stedet var det planen at reetablere de eksisterende bygninger ved færgelejet. Noget der altså alligevel ikke kommer til at ske, som det ser ud nu.
 

Foto: Foto©Jan Knudsen

René Christensen fra Dansk Folkeparti ærgrer sig over den nye regerings udmelding om at droppe forårets grænseforlig.

Offentliggjort Sidst opdateret