DF's Kim Christiansen går fra byråd

Dansk Folkepartis Kim Christiansen forlader Mariagerfjord Byråd, skriver DR Nyheder.

Kim Christiansen har været sygemeldt i byrådet på grund af stress, men har dog passet sit arbejde i Folketinget. Desuden har han skrevet og indsunget partiets valgsang "Dit land - dit valg".

Kim Christiansen forklarer, at han i sommer gik ned med flaget af personlige årsager.

- Så har bad om at blive fritaget for byrådsarbejdet i en periode. Jeg havde behov for at gå fra 70 ned på 40 timer, siger han.

På spørgsmålet om hvordan han fik overskud til at skrive partiets valgsang, siger han:

- At lave musik har altid været noget, jeg har kunnet slappe af med. Det giver lindrende effekt på mig. Det er sådan noget, jeg laver i min fritid.

Hidtil har Kim Christiansen ikke været klar til at komme tilbage til byrådet. Nu trækker han sig ved næste byrådsmøde til fordel for sin suppleant. Det skyldes både arbejdsbyrden, men også at SF's Melanie Simick fra byrådet kritiserede ham i TV2 Nord, forklarer han.

- Når man bliver beskyldt for at være umoralsk, så har man ikke lyst til at komme tilbage, siger Kim Christiansen til DR Nyheder.

Han finder det ikke forkert, at han som sygemeldt fik løn fra byrådet.

- Jeg får som byrådsmedlem den fyldige sum af 85.000 kroner om året. Ligesom en hjemmehjælper, der bliver syg, får løn. Vi har også kommunale medarbejdere, der bliver syge, og der siger vi, at hvis I kan arbejde 20 timer, så mød ind, siger han.

Partiledelsen har ifølge Kim Christiansen støttet hans beslutning om at forlade byrådet.

/ritzau/

Dansk Folkepartis Kim Christiansen forlader Mariagerfjord Byråd efter sygemelding på grund af stress.

Offentliggjort Sidst opdateret