DI: DF-kursskifte i forhold til patentdomstol er godt

I DI er man glade for at høre, at Dansk Folkeparti nu er åbne over for at droppe kravet om en folkeafstemning om dansk tilslutning til en fælles europæisk patentdomstol.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det siger DI's administrerende direktør, Karsten Dybvad, i en mail til Ritzau.

- Det er godt nyt for danske virksomheder, hvis Dansk Folkeparti ikke længere har betænkeligheder ved at tilslutte sig den fælles patentdomstol.

- Det baner vejen for, at Folketinget kan tilslutte sig patentdomstolen, som er en ubetinget gevinst for danske virksomheder - og for danske job, siger direktøren.

Det var på et møde med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) fredag formiddag, at DF's formand, Kristian Thulesen Dahl, åbnede op over for at droppe partiets krav om at lade danskerne stemme dansk tilslutning til domstolen.

Til gengæld kræver DF, at regeringen lover en folkeafstemning om Danmarks tilslutning til den fremtidige europæiske bankunion eller indrømmelser i forhold til et værn mod velfærdsturisme.

Karsten Dybvad har ikke nogen kommentarer til spørgsmålet om en folkeafstemning om bankunionen, fordi det efter DI's opfattelse ikke har noget at gøre med patentdomstolen.

Idéen bag en fælles europæisk patentdomstol er, at den skal beskytte det dertilhørende europæiske enhedspatent, som skal gøre det nemmere for små virksomheder i EU at opnå patent på deres opfindelser.

Og det er det, partierne i Folketinget skal fokusere på nu, mener man i DI.

- Nu bør partierne koncentrere sig om at støtte op om de innovative danske virksomheder og deres medarbejdere, der lever af at omsætte idéer til nye produkter,

- Patentdomstolen vil give et produktivitetsløft til alle innovative danske virksomheder, som vil slippe for særlige administrative krav, oversættelse af patentet og nationale gebyrer.

- Det bliver også lettere og billigere at håndhæve virksomhedens rettigheder, hvis andre krænker patentet, siger Karsten Dybvad.

/ritzau/