DI: Stærkt påkrævet at afskaffe efterløn

Det er på høje tid, vi kommer i gang med en afvikling af efterlønnen og en forhøjelse af pensionsalderen. Sådan lyder kommentaren fra virksomhedernes organisation DI til den plan, som regeringen fremlagde tirsdag.

- Vi kommer til at mangle arbejdskraft i de kommende år. Og vi står med et meget stort hul i de offentlige budgetter så langt øjet rækker, siger DIs administrerende direktør Karsten Dybvad.

- Derfor har Danmark stærkt brug for den tilbagetrækningsreform, som regeringen har præsenteret. En forhøjelse af den aftalte arbejdstid med en time om ugen er ikke et alternativ til denne reform, men et nyttigt supplement, mener Karsten Dybvad.

Ifølge DIs direktør står det efterhånden klart for de fleste, at den over 30 år gamle efterlønsordning ikke hører fremtiden til.

- Vi er nu inde i en periode, hvor flere ældre forlader arbejdsmarkedet, end unge der kommer ind. Den udvikling må vi have bremset for at få genskabt et Danmark i vækst og fornyet udvikling, siger Karsten Dybvad.

Han peger samtidig på, at danskere i alderen 60-65 år deltager meget mindre på arbejdsmarkedet end ældre i mange andre europæiske lande.

- Samtidig har en afskaffelse af efterlønnen den effekt, at de offentlige finanser bliver markant forbedret, siger DI-direktøren.

Han påpeger, at man uden at gøre noget vil skulle ind og vurdere behovet for en række af velfærdssamfundets kerneydelser.

- En sådan ydelse er efterlønnen ikke. Og derfor er det rigtigt at sætte ind netop her, siger Karsten Dybvad.

Karsten Dybvad henviser til en DI-analyse, der viser, at staten i mange kommuner bruger flere penge på efterløn til kommunens borgere, end kommunen bruger på børnepasning.

Regeringen vil afskaffe efterlønnen for dem over 45 år og hæve pensionsalderen til 67 år før planlagt i velfærdsaftalen.

/ritzau/

Det er på høje tid, man kommer i gang med at afvikle efterløn og forhøje pensionsalder, lyder det fra DI.

Offentliggjort Sidst opdateret