DI vil ramme forsinkede studerende på pengepungen
De studerende skal have et lån i stedet for SU, hvis det står til Dansk Industri. (Arkivfoto). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
SU'en bør omdannes til et skattefrit lån, der stryges, hvis den studerende bliver færdig til tiden, mener DI.
Ydelsen til studerende, SU'en, bør laves om til et skattefrit lån på 5000 kroner om måneden, som de studerende aldrig behøver betale af på, så længe de bliver færdig på normeret tid.
Det mener Dansk Industri, der er Danmarks største arbejdsgiver- og erhvervsorganisation ifølge Berlingske.
Her ser man med forundring på, at staten bruger flere penge på ydelser til de studerende end den gør på selve uddannelserne.
Derfor er det ifølge Dansk Industris politiske direktør, Emil Fannikke Kiær, tid til at ændre systemet for, hvordan staten sikrer de studerende en indkomst.
- Vi kunne grundlæggende godt tænke os at have en diskussion om, hvorvidt vi bruger vores penge i uddannelsessystemet rigtig, siger han til Ritzau.
- I øjeblikket bruger vi flere penge på understøttelse, end vi gør på egentlig videregående uddannelser.
Dansk Industri vil skrotte det stipendium, som SU'en er i dag. I stedet skal alle studerende have et skattefrit lån på 5000 kroner om måneden.
Hvis den studerende færdiggør sit studie på den normerede tid, glemmer man alt om, at lånet skal tilbagebetales.
Hvis der går længere tid end ventet, før den studerende er færdig, skal en stigende del af lån et betales tilbage.
Det skal samtidig give de studerende et incitament til at blive færdig med deres uddannelse hurtigst muligt. Dermed kan de hurtigere stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Faktisk vil det ifølge Dansk Industri give det, der svarer til over 5000 flere på arbejdsmarkedet.
Færre udgifter til ydelser og flere skattekroner fra studerende, der er blevet hurtigere færdig, giver staten flere penge at bruge på selve uddannelserne.
- Vi har foreslået øget teknologisk-forståelse i folkeskolen. Kvalitetsløft på videregående uddannelser, foreslår Emil Fannikke Kiær.
- Vi har et særligt fokus på det, vi kalder Stem-uddannelser; teknologi, ingeniør, matematiske fag og it-uddannelser, som er nogle kompetencer, som både det private og offentlige står og skriger på.
Til Berlingske kalder uddannelsesminister Jesper Petersen (S) det "et skridt i den forkerte retning."
Også De Radikale er imod, mens De Konservative er store tilhængere.
Forslaget om at omlægge SU til et lån er ikke ny. Eksempelvis kom Reformkommissionen med Nina Smith i spidsen med en lignende idé i april.
Her skulle det dog kun gælde på kandidat-uddannelserne og ikke bachelordelen.
/ritzau/
Seneste artikler
Indsatsleder om dramatisk nat: Usædvanligt travlt
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker