Dieselbiler slipper måske for filtre

De danske ejere af 300.000 dieselbiler slipper foreløbig for at skulle montere partikelfiltre på deres biler.

Liberal Alliance blokerer nemlig for skatteminister Kristian Jensens (V) lovforslag om filtrene, som samtidig skulle have sikret statskassen ekstra 350 millioner kroner næste år.

Ifølge partiets ordfører, Anders Samuelsen, er der nemlig kun tale om en ekstra skat.

- Hvis det gavner miljøet, så var det o.k. Men det gør det ikke, det er bare en ny skat. Og det vil vi ikke være med til, siger Anders Samuelsen.

Liberal Alliance blokerede derfor for lovforslaget, da Folketingets Skatteudvalg fredag skulle skrive betænkning om forslaget, hvilket er nødvendigt, før det kan komme til afstemning i folketingssalen.

Anders Samuelsen henviser til, at undersøgelser fra Tyskland og Schweiz viser, at partikelfiltrene ikke virker efter hensigten.

Filtrene er en del af skattereformen, og de skulle senest den 1. april næste år sættes på 200.000 privatbiler og 100.000 varevogne, som kører på diesel. Det koster mellem 5000 kroner og 12.000 kroner at montere filtret.

Liberal Alliance sidder på den afgørende stemme i skatteudvalget, og det lille parti kan derfor blokere for den videre lovbehandling af lovforslaget.

/ritzau/

Liberal Alliance mener ikke, at partikelfiltre virker. Derfor blokerer partiet for regeringens forslag, som ellers skulle skaffe 350 mio. kr. til statskassen

Offentliggjort Sidst opdateret