Direktør om togfond: Den vil skabe 32.000 nye job
Der vil komme et hav af nye job som følge af investeringer i den kollektive trafik, som regeringen har afsat 27,5 milliarder kroner til i en såkaldt togfond.
Det siger Niels Nielsen, der er branchedirektør i Danske Anlægsentreprenører, der udbygger og vedligeholder Danmarks infrastruktur.
- Der ligger et betragtelig antal job i aftalen. Et hurtigt skøn fra vores side er, at aftalen vil skabe 32.000 job.
- Denne type aftale er samtidig med til at sikre arbejdspladser på længere sigt. Det gælder i høj grad ufaglærte og timelønnede, men også de faglærte, siger Niels Nielsen.
Ifølge beregningerne deler arbejdspladserne sig i to grupper. Der skal ansættes 14.000 medarbejdere i anlægsbranchen og derudover omkring 18.000 personer i de erhverv, der leverer materialer eller laver projektering.
Pengene til togfonden stammer fra øget skat på mindre olieselskaber, der står udenfor Dansk Undergrundsconsortium (DUC), som eksempelvis Dong og andre olieselskaber i Nordsøen.
Aftalen skal give hurtigere tog og samtidig reducere udledningen af CO2. Visionen er en rejsetid på en time på strækningerne København-Odense, Odense-Aarhus og Aarhus-Aalborg - den såkaldte timemodel.
Niels Nielsen glæder sig over aftalen, som kommer til at gavne hele Danmark og ikke kun i hans branche.
- Det er en rigtig fornuftig og god aftale. For branchen giver det mulighed for udvikling og for at få nye kompetencer ind. Det kommer til at gavne hele samfundet, siger Niels Nielsen.
- Vi har i en del år været bagefter i forhold til de investeringer, vi ser i landene omkring os. Derfor er dette rigtig positivt, for det er et betragteligt løft. Man kan altid sige, at aftalen burde være kommet før, men foreløbig glæder vi os over den, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned