Diskuterede Vestas med Støjberg

Det var en tilfreds Kaffeklub, der fredag gik fra mødet med beskæftigelsesminister, Inger Støjberg og regionsdirektør, Jan Hendeliowitz, fra Beskæftigelsesregion Sjælland. Kaffeklubben, der består af de fem folketingsmedlemmer fra Lolland-Falster, havde fået sat mødet i stand for at diskutere situationen for de mange fyrede Vestas-medarbejdere og for at gøre ministeren opmærksom på, hvor alvorlig situationen er for Lolland.
- Det var et meget tilfredsstillende møde, hvor det var min fornemmelse, at man har forstået situationens alvor og samtidig er indstillet på at gøre noget, fortæller det lokale folketingsmedlem Flemming Møller (V).

På mødet lovede beskæftigelsesministeren at stille sin ekspertise til rådighed og samtidig få udarbejdet et overblik over beskæftigelsesmulighederne og de tiltag, der kan sættes i værk på Lolland-Falster. Femernforbindelsen og det nye statsfængsel blev i den forbindelse nævnt som projekter, der kan skabe arbejdspladser, men mere konkrete løsninger, kom der ikke ud af mødet. Ifølge de lokale folketingsmedlemmer er det dog heller ikke det vigtigste lige nu.
- Lige nu er det vigtigste for os at spille på så mange tangenter som muligt, så vi kan få formidlet så bredt som muligt, hvad det er, landsdelen har behov for, siger Flemming Møller.

Ifølge Vibeke Grave (S) vil Kaffeklubben derfor nu også bruge noget tid på at tale med erhvervslivet på Lolland-Falster for at afklare, hvor det er nødvendigt at sætte ind.
- Og når vi har fundet ud af det, vil vi naturligvis gøre, hvad vi kan, for at få løftet det op og diskutere det med de relevante ministre, siger hun.

Kaffeklubben er derfor heller ikke færdige med at appellere om støtte fra Christiansborg. Ifølge Vibeke Grave vil de for eksempel gerne have erhvervsminister, Brian Mikkelsen, i tale.
- Det er vigtigt, at vi ikke kun fokuserer på de områder, der handler om byggeriet af Femernforbindelsen. Der skal også fokus på de mindre arbejdspladser hernede, siger Vibeke Grave, som derfor håber, at Brian Mikkelsen på det område kan hjælpe.

Foto: Arkivfoto: Ingrid Riis

De fyrede Vestas-medarbejdere, men også den generelle beskæftigelsessituation på Lolland var på dagsordnen ved dagens møde.

Offentliggjort Sidst opdateret