Når vælgerne tirsdag den 17. november går hen for at afgive deres stemme til kommunal- og regionsrådsvalget, er det blot en lille - men dog meget væsentlig - brik i det store puslespil, det er for kommunerne at afvikle et valg.
Folketidende.dk har fået lov at kigge valgkoordinator Hanne Larsen og kommunikationschef Gudrun Pedersen fra Guldborgsund Kommune lidt i kortene op til valget for at afdække, hvad det egentlig kræver at afholde et valg i dagens Danmark.
Forberedelserne begyndte allerede i foråret, hvor alle de 20 valglokaler skulle reserveres.
Og i august - tre måneder før valget blev der åbnet for afstemning pr. brev. Ønsker man at brevstemme, er det muligt helt frem til lørdagen før valget. Det er den sidst afgivne brevstemme, som er gældende.
25. september mødtes Hanne Larsen og Gudrun Pedersen med borgmester Kaj Petersen og kommunens administrerende direktør Ib Østergaard Rasmussen for at afklare en række praktiske spørgsmål i forbindelse med valgets afholdelse, herunder hvad der skal være af elektronik, møderum, forplejning og andet i den valgcafé for kandidaterne, som oprettes på rådhuset på selve valgaftenen.
- Det er spændende at være med til. Jeg har prøvet det før i den gamle Stubbekøbing Kommune, og arbejdsgangene er nogenlunde de samme. Det hele er bare meget større nu. Jeg synes, vi er godt med i forhold til planlægningen, men det hjælper også en del, at vi har erfaringerne fra folketingsvalget i 2007 og EU-valget og folkeafstemningen i sommers at trække på, siger valgkoordinator og fuldmægtig Hanne Larsen.
Hun står i spidsen for et kæmpe hold af flere hundrede valgtilforordnede, medarbejdere fra kommunen og andre, som på den ene eller anden måde har en rolle i forhold til afviklingen af valget.
Ialt er cirka 500 mennesker med til at sikre, at alt går rigtigt til. Heraf er cirka 80 kommunalt ansatte, som selv har meldt sig til at hjælpe med at tælle stemmer op.
- Ved EU-valget i sommer var det lige til øllet med antallet af stemmetællere, så vi besluttede at spørge de administrative medarbejdere, om nogen af dem havde lyst til at hjælpe. Og det er væltet ind med tilmeldinger, så nu har vi rigeligt. Det er meget imponerende, fortæller Hanne Larsen.
Normalt er det de enkelte partiforeningers opgave at stille med valgtilforordnede, men i takt med, at mange politiske partier fattes medlemmer, bliver det også sværere at samle tilstrækkeligt med tilforordnede til valgene.
- Der er ingen tvivl om, at det bliver et problem på sigt, mener Hanne Larsen.
De lokale partiforeninger stiller denne gang med 330 tilforordnede til valget i Guldborgsund Kommune.
- Det er både hårdt og sjovt at være med til at forberede et valg. Men når man er kommet så langt i arbejdet, som vi er nu, så er det også rart at vide, at det slutter på et tidspunkt, er Hanne Larsen og Gudrun Pedersen enige om.
- Valget kommer ind imellem mange andre opgaver for os, og det fylder selvfølgelig meget, for alting skal jo klappe. Men samtidig er det også sjovt, og man bliver lidt ekstra demokratisk af at opleve hele det maskineri, det er, og den seriøsistet, som lægges i det af alle medarbejdere og valgtilforordnede. Det giver en anden respekt for demokratiet, tilføjer Gudrun Pedersen.
Se tidslinje over de mange valgforberedelser - og den brændende slutning. Klik her
Seneste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Så du det også? Derfor fløj stort amerikansk fly lavt over LF
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland
Udbrændt: - Pludselig stod den bare i flammer
Guldborgsundlisten har fået ekstra tid i partistøtte-sag
Mest læste artikler
Bo-Hus indgår stort lokalt partnerskab
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Ikonisk kro solgt til indisk milliardær
Spor blokeret på motorvej
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel