Dansk Jurist- og Økonomforbund (Djøf) kritiserer uddannelsesminister Morten Østergaards (R) krav om, at de studerende skal endnu hurtigere igennem uddannelserne.
Theis Simonsen, som er formand for de 21.000 medlemmer af Djøf Studerende, henviser til, at 34,4 procent af de nyuddannede djøfer, der er blevet kandidater inden for det seneste år, gik ledige i december 2011. Samme måned sidste år var procenten 33.
- Det er derfor en dårlig timing, når Morten Østergaard vil presse de studerende endnu hurtigere gennem studierne end i dag. Ministeren bør forholde sig til, hvad det er for et jobmarked, de kommer ud på, siger Theis Simonsen.
Uddannelsesministeren er således klar med skrappe krav til universiteterne om at nedbringe studietiderne, så universiteterne - om nødvendigt - må tage sommerferien i brug.
Djøf mener imidlertid, at Morten Østergaard bør tænke på, at det vigtigste afkast af investeringer i studier er, at vi får dygtige studerende.
- Derfor skal politikernes fokus på gennemførelsestid nuanceres. Vi ved, at det tager tid at gennemføre nyttige og kvalificerende praktikophold - særligt de internationale.
- Vi ved også, at relevant erhvervsarbejde er en gevinst. Det skal der være plads til, men det skal ikke dominere studierne, siger Theis Simonsen.
Theis Simonsen understreger, at de studerende ikke har noget imod at arbejde hårdt og målrettet med studierne:
- Der er i høj grad brug for, at universiteterne får mulighed for at øge undervisningstilbuddene. Mange studerende bliver i dag spist af med ned til seks timers undervisning om ugen. Det vil klart øge vores faglighed, hvis der blev skruet op for undervisningsomfanget, så studierne i mindre grad bliver selvstudier.
- Men der har vi endnu til gode at se regeringens valgløfter realiseret.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned