Dom sender somalisk mor retur til Italien

Den somaliske kvinde Samsam Mohammed Hussein og hendes to småbørn Nahyaan og Nowal skal sendes tilbage fra Holland til Italien, der behandler hendes asylsag som det første asylland efter Dublin-konventionen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det afgjorde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i april i år. Syv dommere afviste enstemmigt klagen over, at hun og børnene vil få umenneskelig behandling, hvis de returneres til Italien, hvor hun i januar 2009 fik tre års opholdstilladelse.

Tyske domstole har ifølge Politiken ellers fastslået, at Tyskland ikke må sende asylsøgere tilbage til Italien, fordi livsvilkårene er for ringe. Men på europæisk niveau ser det altså anderledes ud.

I maj 2009 søgte kvinden asyl i Holland. Hun hævdede, at hun måtte leve på gaden i Italien. Her havde hun ikke fået nogen hjælp og var blevet voldtaget, så hun i august 2009 fødte sønnen Nahyaan i Holland.

Da Holland i marts 2010 afviste asylansøgningen og ville sende hende tilbage til Italien, klagede kvinden til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Holland udsatte hendes udsendelse efter ønske fra domstolen.

Dommen afviser fuldstændig kvindens kritik af Italien. Hun blev bosat i et asylcenter, hvor hun fik lægebehandling. Desuden gav opholdstilladelsen hende adgang til social- og lægehjælp, en almen bolig og uddannelse på linje med italienerne, hedder det.

På asylcentret bad Samsam Mohammed Hussein ikke om hjælp til at søge arbejde eller et andet sted at bo. Hun kan i Italien forsøge at forny sin opholdstilladelse på tre år, påpeger dommen.

Trods visse mangler i det italienske asylsystem er der ikke fundet generelle systemfejl for asylsøgere i Italien. Det konkluderer Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol efter samtaler med den italienske regering og organisationer samt NGO'er i asylsystemet.

Domstolen påpeger, at kvinden ikke kritiserede det italienske asylsystem i Italien, mens hun i Holland anfægtede asylmyndighedernes afslag på sin ansøgning.

/ritzau/